Du står i forretningen mandag klokken ni, klar til at købe kaffemaskinen, som var sat ned til det halve. Men ak – den er der ikke.
– Desværre, vi har solgt dem, vi havde på tilbud, lørdag og søndag, lyder det beklagende fra ekspedienten, der ikke kan hjælpe dig, selv om du er kørt 40 kilometer efter tilbuddet.
Lyder det bekendt? Så er du ikke alene om at have stået i situationen. Men det skal du ikke nødvendigvis finde dig i, siger forbrugerombudsmanden til 24timer.
I hans sekretariat kommer der mange klager fra frustrerede tilbudsjægere, og der er faktisk regler, der skal beskytte kunderne mod at gå forgæves, siger specialkonsulent Carsten Strøjer fra forbrugerombudsmanden.
– Hvis en butik annoncerer med tilbud, skal de være i butikken, i hvert fald mandag morgen. Det er klart, at de kan være udsolgt torsdag eftermiddag, men det står i loven, at butikkerne skal have et såkaldt rimeligt antal af tilbudsvarerne. Jo mere attraktivt tilbuddet er, desto flere eksemplarer skal der være i butikken. Er der kun få tilbudsvarer i butikken, skal det klart fremgå i annoncer og tilbudsaviser, så kunderne kan vurdere, om det er værd at tage chancen, før man for eksempel kører langt efter en vare, siger Carsten Strøjer til avisen.
Er varen alligevel udsolgt på et tidspunkt, hvor den stadig burde være i butikken, bør man klage til ejeren, lyder rådet fra forbrugerombudsmanden.
Og man skal lade sig skrive op til at få varen, næste gang den er i butikken, hvor man så har ret til den til tilbudspris.
Man er dårligere stillet, hvis man er kørt forgæves efter såkaldte spotvarer, altså tilbudsvarer, som butikken ikke normalt fører.
– Men man kan klage til os, så vi kan have en fornemmelse af, om butikkerne er gode nok til at overholde reglerne, siger Carsten Strøjer.
Diverse aviser