Frem til den 12. maj dufter Danidas udviklingsbistand i bogstaveligste forstand af blandt andet mango, basilikum, patchouli, anis og myrte.
Det skyldes, at organisationen i forbindelse med sit 50 års jubilæum i år har søsat en kampagneudstilling, som skal fortælle danskerne om historien og resultaterne af det danske udviklingsarbejde siden 1962.
Udstillingen er skabt af designeren Maiken Lyster Thonke og bureauet Publikum Kommunikation, og den involverer alle sanser – og altså også lugtesansen.
I en labyrint af tredimensionelle sanse-rum med billeder, lyde, planter og dufte bevæger de besøgende på udstillingen sig rundt til forskellige steder i verden – til et dambrug i Vietnam, til mylderet omkring landsbyens brønd eller til skolestuen blandt 68 børn i Burkina Faso.
Og ideen med duftene er naturligvis at føje en ekstra dimension til oplevelsen, forklarer Christine Hærslev, grundlægger af konceptvirksomheden Ambient Idea, der har leveret duftende til Danida-udstillingen.
– To af duftene er specielt udvalgte og kaldes ”Mango” og ”Seabreeze”. Den sidste duft er en signaturduft, der er særligt udviklet af vores duftdesigner og kaldes for den “spirituelle” duft.
Dens karakteristika minder om en “røgelses-duft” og heri er der blandt andet basilikum, patchouli, anis og myrte, forklarer Christine Hærslev.
Hun peger blandt andet på, at vi ifølge branding-eksperter kommer til at se meget mere til duftmarketing fremover, fordi dufte aktiverer vores følelser.
– Udstillingen handler om livet i de fattige lande, som det heldigvis går bedre for – takket være blandt andet Danidas arbejde. Ved at inddrage behagelige dufte, forstærkes oplevelsen af fremgang forhåbentlig også hos publikum. Duftene minder os nemlig om noget godt, og det kan måske bidrage til en lyst til at bakke op omkring Danidas initiativer, siger Christine Hærslev.
Udstillingen befinder sig i øjeblikket i Lyngby Storcenter og kan i de kommende måneder også opleves i bl.a. Glostrup, Århus, Kolding og Aalborg.