Det danske Amazon-bureau Maze One Nordic åbner nu et kontor i Sverige, efter eCommerce-giganten har bekræftet, at et svensk Amazon-indtog er nært forestående. 

Det sker i samarbejde med det svenske mediebureau Tre Kronor. 

– Vi har i længere tid haft dialog med flere svenske virksomheder blandt andet gennem vores Amazon skole, hvor vi senest havde mere end 70 deltagere fra hele Norden, siger Ulrik Grevenkop-Castenskiold, Managing Partner og Co-founder, Maze-One Nordic, til Markedsføring.

Han fortsætter

– Med et solidt fodfæste i Danmark og Norge er etableringen af Maze-One Sverige en naturlig udvikling i vores nordiske organisering. Timingen kunne næsten ikke være bedre.

Maze-One Sverige etableres som et selvstændigt  selskab med delt ejerskab mellem Maze-One og Tre Kroner Media, lige som det var tilfældet, da Maze-One Nordic tidligere i 2020 åbnede et nyt kontor i Norge.

Det nye kontor placeres i Stockholm, og det bemandes i begyndelsen af medarbejdere fra både mediebureauet og Amazon-bureauet.

– Med deres kompetencer som et performance fokuseret bureau er Tre Kronor Media den perfekte partner for os. I samarbejde med vores team i Danmark og Holland kan vi tilbyde svenske virksomheder strategisk som taktisk rådgivning samt en komplet pakke i operationel onboarding og løbende specialistservice, siger Ulrik Grevenkop-Castenskiold.

Bureauer og brands gør sig klar

Den 4. august bekræftede Amazon i en pressemeddelelse, at selskabet planlægger at åbne i Sverige, dog uden at meddele, hvornår dette præcist sker.

Siden har svenske bureauer og annoncører haft travlt med at gøre sig klar til eCommerce-gigantens indtog.

Michael Chabert (t.v) og Ulrik Grevenkop-Castenskiold etablerede Amazon-bureauet Maze-One Nordic i juni 2019. Foto: PR

Eksempelvis har en af de store mediebureaugrupper, Omnicom Media Group, ifølge Dagens Media netop åbnet  e-handelsbureauet Transact i Sverige, ligesom flere specialiserede Amazon-bureauer også bejler til annoncørernes gunst.

Amazon er, foruden at være en af verdes største virtuelle markedspladser, en hurtigvoksende annonceplatform, hvor ikke mindst abonnementsløsningen Amazon Prime giver eCommerce-giganten adgang til masser af førstepartsdata, der kan bruges til målrettet markedsføring.

Den del af Amazons forretning vokser lynhurtigt, og ifølge analysevirksomheden eMarketer sidder Amazon i 2020 på 9,5 procent af det digitale annoncemarked i USA. Det forventes at vokse til 10 procent i 2021.

Ifølge eMarketer sidder Amazon på 38 procent af det amerikanske eCommerce-salg og 5,5 procent af det samlede detail-salg i USA.

Maze-One: Virksomheder bør forberede sig

Og ifølge Michael Chabert, Managing Parter og Co-founder i Maze-One Nordic, kan svenske – og helt generelt nordiske – virksomheder forvente sig endnu hårdere konkurrence om onlineforbrugerne, når den amerikanske eCommere-gigant åbner i Sverige.

– Men Amazon bringer store muligheder for nordiske virksomheder, da det åbner en ny dør til skalerbare markeder med stort salgspotentiale, i Sverige eller på et hvilket som helst andet marked, hvor Amazon er repræsenteret, siger han i en pressemeddelelse.

Michael Chabert slutter:

– Af begge åbenlyse grunde er de nordiske virksomheder nødt til at forberede sig og bringe Amazon ind i deres overvejelser som en potentiel salgskanal samt mulighederne for videreudvikling og styrkelse af deres brand mod moderne online forbrugere.