Instagram udvider nu Live Rooms-funktionen, så SoMe-giganten bedre kan tage kampen op mod den fremadstormende samtale-app Clubhouse, skriver det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.

Helt præcist åbner Instagram nu op for, at det sociale medies livestreaming-funktion, Live Rooms, kan omfattes af op til tre samtidige personer. Tidligere var det muligt for én person.

– Vi håber, at vi ved at fordoble på Live åbner op for flere kreative muligheder, såsom at begynde et talk show, afholde en jam session, skabe kunst i fællesskab, afholde spørgerunder eller dele tutorials med følgere, skriver Instagram i et blogindlæg.

Flere Clubhouse kopier

Ifølge Forbes skal Instagrams træk ses som ”et mindre subtilt” forsøg på at kopiere det hurtigvoksende sociale medie Clubhouse, der ligesom Instagram har ”Rooms”.

Her kan man udelukkende føre samtaler via lyd, hvilket dog ikke har stoppet mindst 10 millioner personer i at downloade app’en, der blev lanceret for godt et år siden.

Instagram er i øvrigt ikke alene om at sætte skub i udviklingen af alternativer til Clubhouse.

Ifølge Forbes arbejder Instagram-ejeren, Facebook, også på en Clubhouse-konkurrent, mens Twitter allerede har lanceret Spaces, der minder en hel del om Clubhouse.