Efter et 2024 med krise, kommunikations-koks og sponsorflugt er Copenhagen Pride i disse dage i gang med at rejse sig igen. 

Festen er lige nu i fuld gang, og selv om der måske kan synes en smule mere stille om begivenheden end tidligere år, så festes der igen år takket være støtte fra sponsorer – også nogle af dem, der valgte at trække deres sponsorstøtte sidste år.

Det bekræfter forperson hos Copenhagen Pride, Benjamin Hansen, over for Markedsføring.

“Vi har haft mange gode, tillidsfulde snakke med både nuværende, tidligere og nye partnere. Det har i år betydet, at Tryg, Microsoft og NYX er vendt tilbage,” lyder det fra ham i en mail via Pridens PR-bureau, hvor han tilføjer:

”Og vi fortsætter den gode dialog med tidligere partnere frem mod næste år.”

Hos Tryg fastslår Hans Arnum, privatdirektør og landechef i Tryg Danmark, via mail, at det er en del af virksomhedens DNA ”at skabe tryghed for vores kunder, medarbejdere og samfund, og det indebærer arbejdet for at fremme retten til at være den, man er.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Hans Arnum, privatdirektør og landechef i Tryg Danmark, glæder sig over, at Tryg igen "er at finde under de farvestrålende faner i København til Priden på lørdag, hvor vi er med til at markere en vigtig sag". Foto: Tryg/PR

”Efter grundige overvejelser og konstruktiv dialog med vores interne regnbuenetværk og Copenhagen Pride føler vi os overbeviste om, at organisationen fokuserer på at sikre lige rettigheder og muligheder for alle uanset seksualitet og kønsidentitet uden anden, overskyggende politisering,” skriver Hans Arnum til Markedsføring og tilføjer:

”Copenhagen Pride er en vigtig aktivitet på området, men den er også én af flere aktiviteter, og i tæt dialog med vores interne regnbuenetværk ser vi hele tiden på, hvordan Tryg bedst muligt arbejder for at fremme diversitet, inklusion og lige muligheder for LGBTQ+ personer.”

Kom tilbage efter dialog

Hans Arnum beskriver dialogen med Priden efter sponsor-stoppet som ”gensidig og konstruktiv”.

”For os har det det været afgørende, at Copenhagen Pride har garanteret, at de alene fokuserer på at sikre lige rettigheder og muligheder for alle uanset seksualitet og kønsidentitet, uden anden overskyggende politisering,” skriver han og uddyber:

”Copenhagen Pride er derudover blevet en langt mere professionelt drevet organisation, og de har eksempelvis sløjfet deres egen tidligere etikpolitik, og i stedet beder de deres partnere om at tilslutte sig FN’s standarder, som vi selvfølgelig bakker op om.” 

Hans Arnum understreger, at man i Tryg tror på ”et inkluderende arbejdsmiljø, hvor alle føler sig værdsatte og respekterede, uanset hvem de er, eller hvem de elsker”.

”Derfor er vi også rigtig glade for, at vi igen er at finde under de farvestrålende faner i København til Priden på lørdag, hvor vi er med til at markere en vigtig sag,” skriver han og tilføjer:

”Vi inviterer alle vores medarbejdere, der har lyst, til at gå med på lørdag, så vi i fællesskab kan vise vores støtte til LGBTQ+-samfundet. Vi opfordrer også vores medarbejdere til at tage deres familier med, og vores interne regnbuenetværk har lagt en stor indsats for at planlægge vores deltagelse i festlighederne.”

Erkendte fejl, men for sent

Krisen for Copenhagen Pride opstod sidste år i februar, da man kom med en udmelding om, at man var ”i gang med at stille spørgsmål til alle vores kommercielle partnere om deres interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina.”

Forperson for Priden var dengang Lars Henriksen. Han var også såkaldt ’politisk forperson’ for organisationen fra 2021 til 2024, og Copenhagen Pride skrev i februar på Facebook følgende:

”Sidste års partnerskaber er lige nu ved at blive genforhandlet for 2024, og vi er i gang med at stille spørgsmål til alle vores kommercielle partnere om deres interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina (…) og enhver partner, der ikke kan give os et tilfredsstillende svar på de spørgsmål og bekymringer, vi rejser, vil ikke være vores partner i 2024.”

Problemet var bare, at ’spørgsmålene’ ikke faldt i god jord hos sponsorerne, og Copenhagen Pride blev efterfølgende ramt af en tsunami af ’sponsor-stop’.

Blandt de virksomheder, der trak sig, var Maersk, Novo Nordisk, Danske Bank, DFDS, Netto, Microsoft, Nykredit, Tryg, TV 2 og mange flere. Også Dansk Industri trak sig, og om årsagen sagde organisationens rådgivningsdirektør, Kinga Szabo Christensen, dengang til Berlingske

“Vi stopper det formelle samarbejde med Copenhagen Pride, fordi organisationens arbejde med inklusion og mangfoldighed simpelthen står i skyggen af en øget politisering, som splitter mere, end den samler.”

Kort efter, den 7. marts 2024 gik organisationen ud med en ny meddelelse, hvor man erkendte, at kommunikationen havde været ”fyldt med fejl”, men på det tidspunkt var skaden sket.

Artiklen fortsætter under billedet.

”I en tid hvor LGBTQIA+-rettigheder er i fare verden over, har vi brug for allierede og virksomheder, der træder frem med mod og handling. Derfor er vi også ekstra taknemmelige for de 38 partnere, vi har i år," sagde forperson i Copenhagen Pride, Benjamin Hansen, i årets åbningstale. Foto: Copenhagen Pride

”Vi er på vej videre”

At krisen sidste år satte sig spor, lagde Benjamin Hansen heller ikke skjul på, da han lørdag den 9. august holdt årets åbningstale på Rådhuspladsen i København.

Talen er gengivet på Copenhagen Prides hjemmeside, hvor Benjamin Hansen blandt andet citeres for følgende:

”Nogle af vores tidligere stærke allierede i erhvervslivet tøver. Ikke fordi de er imod LGBTQIA+ rettigheder, men fordi vi alle står i usikre tider, hvor det er svært at navigere. Men det har aldrig været vigtigere at stå fast, end nu.”

”I en tid hvor LGBTQIA+-rettigheder er i fare verden over, har vi brug for allierede og virksomheder, der træder frem med mod og handling. Derfor er vi også ekstra taknemmelige for de 38 partnere, vi har i år. Og jeg kan sige det som det er: Copenhagen Pride har lyttet. Vi har lært, og vi er på vej videre.”’

Ud over de tilbagevendte sponsorer kan han og Copenhagen Pride også glæde sig over, at flere nye sponsorer er kommet til. Herunder for eksempel Absolut, Allente, Implement Consulting Group og Rainbow Brewers. 

Hertil er 25hours Hotels og Finansforbundet gået fra at være støttegiver sidste år til at være partner i år.

Samlet er antallet af sponsorer og partnere dog faldt det seneste par år.

I 2023 havde Copenhagen Pride 72 virksomheder som sponsorer. I 2024 var tallet 36 og i år har 38 virksomheder valgt at være med.