Måske sakker Danmark slet ikke bagud, når det gælder om at sælge mange varer og serviceydelser til de såkaldte BRIK-lande, der består af Brasilien, Rusland, Indien og Kina. En ganske stor del af den danske eksport er nemlig skjult og indgår som små dippedutter og dimser i færdige produkter fra især Tyskland eller Sverige. Det fremhæver professor ved Aarhus Universitet og ekspert i dansk eksport, Philip Schröder.
– Det er et problem, når der er tale om eksport til eksempelvis Brasilien, Kina eller Rusland. For det er i alle tilfælde lande, som har meget store adgangsbarrierer. Det vil sige, at det er meget svært at komme ind på disse markeder på grund af told, afgifter, kvoter, bureaukrati og korruption. Men sprog og kultur er også en stor barriere for mange. Så selv om det umiddelbart ligner meget attraktive markeder med høj vækst, så er omkostningerne for at komme ind her tilsvarende store, siger Philip Schröder.
Han tilføjer, at de høje omkostninger betyder, at der også skal et ganske betydeligt salg til, før det kan løbe rundt, og en lille dansk virksomhed har sjældent de økonomiske muskler, der skal til for at gøre et produkt klar til salg i stor skala i eksempelvis Brasilien.
– Derfor er det rigtigt af dem, at satse mere på de nære markeder, som de kan overskue, siger han.
Men en vej frem, hvis Danmark skal høste flere gevinster i de store BRIK-lande, er enten mere offentlig eksportfremme eller flere klyngedannelser, hvor en gruppe af virksomheder inden for samme branche går sammen om fælles eksportfremstød, fremhæver forskeren.