For nogle år siden vandrede jeg i de nordamerikanske skove med min scout Hawk, en Sioux-indianer af Lakota-stammen, der i dag har accepteret, at hans ædle familie er smidt rundt omkring i nærheden af den canadiske grænse.
Vi ledte vanen tro efter bjørne, og vandringen førte os længere og længere ud i skovene. Pludselig blev jeg træt, satte mig ned og bad Hawk om at sige sandheden. ”Jeg tror, vi er faret vild,” sagde jeg så ærligt, som jeg turde være. Det var jo hans ære, der var til forhandling.
– Vi er ikke blevet væk, det er lejren, der er blevet væk, svarede Hawk tørt. Og nu kan man spørge sig selv, om der er en læring gemt i de forskellige perspektiver?
Jeg kom til at tænke på oplevelsen, da jeg forleden fik en uventet gæst fra Jylland. Han kom fra et reklamebureau af gennemsnitlig størrelse, og vi snakkede om krisen og konsekvenserne. Min gæst var lidt trist over, at journalister i almindelighed skrev historier om, at store virksomheder fyrer 50 eller 400 medarbejdere, og at de derefter kæmper for at holde produktion, beskæftigelse og indtjening på sporet. At bankerne er presset, og at de store virksomheder og iværksættere mangler likviditet, altså the usual nine yards, set gennem fortravlede journalistiske briller.
– Det har jo intet med krisen at gøre. Den rigtige krise finder vi i det små, i det daglige, og i en ikke-beskrevet grådighed, mente han.
Hvilken?
De store tyranner
Og så fortalte han denne historie: Nu havde han haft stort set den samme kundekreds i 15 år, og alle parter var glade. Indtil for nylig, hvor hans bogholder fortalte, at to af deres store kunder havde undladt at betale de seneste fakturaer. Han greb knoglen og ringede til begge kunder, og fik interessant nok identiske svar, da han sagde: ”I mangler at betale fakturaen.”
– Jamen, det gør vi da ikke, svarede kunderne.
Min ven markerede stilfærdigt, at hans fakturaer skulle betales inden for ”løbende måned + 14 dage”, og at det var præcis samme regler, de samarbejdede efter i 15 år. Kunden spurgte lige så stilfærdigt, men ikke desto mindre kontant: ”Har du ikke læst vore nye betingelser for vore leverandører?”
Det havde han ikke, men han opdagede naturligvis, at det fremgik klart af kundens hjemmeside, at betingelserne var ”løbende måned + 62 dage.” De betingelser var ændret inden for de seneste fire måneder. Take it or leave it.
Pointen?
Det er som et minimum tankevækkende, at journalisters fokus ikke er tilstrækkelig kontant på de banker, der via deres fejlslagne strategier og lånepolitik, har bidraget til først finanskrisen og senere den økonomiske afmatning. I næste hug kolporterer vi historier om de stakkels store virksomheder, der har håndjern på, så de får ondt i likviditeten.
Men det er dog en kendsgerning, at det er de små og mellemstore virksomheder, vi lever af i dette land, og mange af dem er fanget i en frygtelig klemme, fordi de ofte er underleverandører til de store, der som et af deres strategiske træk klemmer blodet ud af de små. Det er utiltalende, fordi ”voldtægten” er skjult og endnu engang er det de store drenge i skolegården, der banker de små.
Nu har jeg tjekket med en lang række andre kilder, og historien med fakturaerne er ej blot en metafor. Det foregår hele tiden, og det er ganske enkelt for sølle. Her er ikke tale om godt købmandskab, men modbydelig virksomhedsledelse.
Bureauerne kan jo
Der er heldigvis ting, vi kan glæde os over, og det handler om de første samlede resultater af bureauøkonomien fra Dansk Brancheanalyse (læs side 23).
Det er rigtigt, at bureauerne (reklame-, media- og kommunikation, red.) mistede 69 pct. af resultatet i 2009 i forhold til 2008, men samlet set tjente bureauerne cirka 100 mio. kr. Vi måtte kun igennem seks konkurser, og kun godt 100 kolleger blev arbejdsløse.
Gennemsnitslønningerne er endda steget fra 522.000 kr. til 539.000 kr., hvilket er imponerende. Bureauerne har dermed under ét vist, at de er i stand til at navigere under krisen, hvilket vi da kipper med kasketten over. Nu har Dansk Brancheanalyse ”blot” fået fingre i 133 ud af de 235 bureauer, der tilsammen udgør branchen, og vi ved af erfaring, at de dårligste regnskaber kommer listende til sidst.
Men dem afslører vi i næste nummer af Markedsføring, fordi vi har indgået en nyt samarbejde med Dansk Brancheforening, så vi er med på beatet med den største analyse af hele branchen. Og vi laver endda en pixie-bogs udgave af ”murstenen” til de af vore medlemmer, der føler trang til hurtige nøgletal.
Til sidst minder vi om fodbold-VM, hvis nogle skulle have glemt boldflytteriet i Sydafrika. Vi har tema i den trykte avis om sponsering denne gang, hvor de lærde endnu engang strides om fornuften ved at betale 125 mio. dollar for et hovedsponsorat. Og det gør de jo kun, hvis de tror på ROI, branding og på anden måde en boomerangeffekt ved at klistre sig til verdens bedste fodboldspillere.
God sommer.