Efter et svært 2019 er Advice kommet stærkt igen i 2020, viser bureauets nye regnskab.

Nettoomsætningen steg fra 114,9 millioner kroner til 131,8 millioner kroner, mens dækningsbidraget steg fra 89 millioner til godt 98 millioner.

Årets resultat før skat landede på 18,1 millioner kroner mod 10,8 millioner kroner året før. Det er bedste resultat, bureauet har præsteret i de seneste fem år.

– Vi havde et svært år i 2019, hvor Falck-sagen kostede os en del tid og kræfter, men ved indgangen til 2020, synes jeg, vi stod stærkt og var klar til at bevise os selv igen, siger Mille Klink, CEO, Advice, og tilføjer:

– Men så kom corona, og vi oplevede ligesom de fleste andre, at mange brancher og kunder bremsede op, da pandemien ramte i foråret.

Mange kom dog ifølge Mille Klink hurtigt tilbage igen:

– Og så fik vi jo til opgave at hjælpe Sundhedsstyrelsen med corona-kommunikationen. 

Har fyldt meget på flere planer

I et stort interview med Markedsføring sidste sommer gav daværende direktør og partner i Advice, Thomas Beck Sørensen, et dybt indblik i bureauets omfattende arbejde for Sundhedsstyrelsen.

Dengang lød meldingen, at bureauet frem til udgangen af maj havde faktureret Sundhedsstyrelsen “omkring fem millioner kroner.”

Nu er alle 2020-tallene i hus, så hvor stor en del skyldes arbejde for jeres coronarelaterede arbejde for Sundhedsstyrelsen?

– Lige knap 10 procent af vores bruttoavance, hvis man kigger på de rene tal, men i forhold til kultur og fokus har det jo fyldt meget mere, siger Mille Klink og tilføjer:

– Og jeg må bare sige, at vi er sindssygt stolte af at have være med til at skabe de mange forskellige kommunikationselementer – fra blå skilte om sprit og afstand til vores film målrettet de unge med Søren Brostrøm. Det har fagligt været en vildt spændende opgave.

Alt kan lykkes fra et skrivebord

Advice har arbejdet for Sundhedsstyrelsen på flere projekter over mange år – herunder med flere prisbelønnede anti-rygekampagner. 

Hovedtal 2020 – Advice

(i mio. kr.)                           2020 (2019)

Nettoomsætning:               131,8  (114,9)
Dækningsbidrag:                98,3   (89,1)
Resultat før skat:                 18,1   (10,9)
Årets resultat:                      13,2    (8,4)
Gns. antal ansatte:              110     (114)

Kilde: Advice/CVR.dk

Og under coronakrisen har bureauet været lead for Sundhedsstyrelsen.

Mille Klink fortæller, at corona-opgaverne for Sundhedsstyrelsen oprindelig ”startede med at der var brug for nogle hurtige informationsmaterialer og bannerpakker”.

– Men det greb jo som bekendt om sig og voksede til en omfattende og kompleks opgave. Ingen vidste tilbage i februar-marts 2020, hvor dyb krisen var, og ingen vidste, hvordan det ville komme til at forløbe, siger hun og fortsætter:

– Men når jeg kigger tilbage, er der særlig to ting, jeg synes vi har lært. Dels, at det er vanvittigt imponerende, hvad man kan overkomme og levere, når alle går i løsningsmode og trækker i samme retning. Og dels at stort set alle vores ydelser kan leveres fra skrivebordet – bortset måske fra filmproduktionen, hvor en del af bureauet hele foråret var omdannet til filmstudie for de velkendte ”blå” film. 

Og hjemmearbejde?

– Jeg synes, at 2020 har gjort de mange fordomme om hjemmearbejde til skamme, siger Mille Klink, og tilføjer:

– Det giver fleksibilitet, og kan være særdeles effektivt. Jeg er så stolt over, hvordan alle mine kolleger har kunnet omstille sig i lyntempo og alligevel få ting på skinner og levere i høj, faglig og kreativ kvalitet. 

Advice-CEO’en mener dog stadig, at det sociale og kulturelle på bureauet trives bedst, når man også prioriterer at være fysisk til stede.

– Det gælder i høj grad også den uformelle faglige sparring. Derfor skal vi finde en god balance, der tilgodeser begge dele, når vi nu for alvor kan færdes mere frit igen. 

Venter fortsat vækst

Ifølge Advices trykte regnskab ventes ”en vækst på tre til fem procent i 2021.”

Hvilke ord vil du sætte på det kommende år?

– Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er forsigtig optimist. Pandemien har haft og har konsekvenser i mange brancher, og nogle virksomheder – også i vores branche – er desværre blevet hårdt ramt, og nogle har måttet bukke under. Men jeg synes overordnet, at det er opløftende at se, hvor mange der faktisk ser ud til at komme godt igennem et svært år. Det havde vi nok ikke turdet håbe på for et år siden, siger Mille Klink.

" Det har fagligt været en vildt spændende opgave.
Mille Klink, CEO, Advice om corona-kommunikationen for Sundhedsstyrelsen

Hvad har ud over Sundhedsstyrelsen præget jeres 2020 på kundesiden?

– Generelt positive toner. Hvis man investerer i kommunikation, marketing og digital udvikling, så er det fordi man grundlæggende har en tro på fremtiden. Og det synes jeg, vi fornemmer bredt hos vores kunder. Og nogle af de samme tegn ser vi i forbrugernes adfærd med blandt andet et boligmarked, der buldrer derudaf. Men det er en tid, der er svær at spå om. Det er som om, der er optimisme og krise på samme tid, siger Mille Klink.

Konkret nævner hun Scandlines og Nilfisk som kunder, hvor pandemien har krævet nytænkning:

– I slutingen af 2019 vandt vi Scandlines. Men da corona kom, mistede de jo hele leisure-segmentet, og har i store dele af 2020 og 2021 ikke sejlet med rejselystne passagerer. De har til gengæld turdet fastholde centrale udviklingsprojekter, og det betyder også, at vi lidt bag linjerne har kunnet arbejde med færdigudviklingen af blandt andet en ny brandplatform, brandarkitektur og fuld visuel identitet, som vi glæder os til forhåbentlig snart at folde ud, fortæller Mille Klink og tilføjer:

– Og med hensyn til Nilfisk har rengøring fået helt ny relevans og værdi. Hvor det tidligere var noget, man gemte lidt væk – for eksempel på hoteller – så er det i dag noget, der fremhæves, hvilket også har givet nogle rigtig spændende perspektiver i en global kontekst, der pludselig deler en fælles agenda.