Hovedstaden og omegn lægger i disse dage veje til VM i landevejscykling. Det bidrager med flere hundrede millioner kroner i ekstra turismeindtægter samt ”uvurderlig reklame” overfor resten af verden. Sådan lyder forventningen i hvert fald hos arrangørerne, der omfatter Sport Event Danmark, Danmarks Cykle Union (DCU), Visit Denmark samt Københavns og Rudersdal Kommune.
DCU forventer op mod 200.000 tilskuere på VM-ruten og op imod 1.000 journalister. Sport Event Denmark har på den baggrund estimeret, at begivenheden kaster 200 mio. kr. af sig i turismeindtægter. Hertil kommer den ”uvurderlige reklame” som DCU’s formand Tom Lund når frem til, at København og Danmark får på baggrund af 400 timers TV-dækning til anslået 400 mio. seere i 59 lande.
Men eksperter tvivler på de gyldne udmeldinger og regnestykkerne bag. På CBS drejer det sig om lektor Lise Lyck fra Center for Turisme og Kulturledelse og hos Idrættens Analyseinstitut er direktør Henrik Brandt også skeptisk over for de mange tal, som arrangørerne har jongleret med i medierne
– Der er altid en tendens til, at antallet af TV-seere og turister overdrives ekstremt i forbindelse med sådanne events for at legitimere de store tilskud fra det offentlige, siger han.
Samtidig har man behændigt undgået at diskutere, hvor store udgifter, der er forbundet med af afholde cykel-VM i København. Der er ikke planlagt at lave en cost-benefit analyse af begivenheden, og ifølge Lise Lyck er netop det et uheldigt fællestræk ved håndteringen af store danske sportsevents.
– Det er en generel problematik, at man ikke laver dybdegående analyser af både gevinster og udgifter ved store sportsbegivenheder, og når man endelig gør, så bruger man ikke professionelle metoder, siger lektoren.