Uhørt, annoncetyveri, ond spiral.
Aidonlines
nye bannerkoncept får hårde ord med på vejen. Ikke overraskende fra mediesiden, der nu lover bål, brand, og fogedforbud. Og det er naturligvis en bitter streg i regningen, at et initiativ smurt ind i velgørenhed kommer og tager alle bannerpengene, der i øjeblikket netmediernes eneste seriøse indtægtskilde.
Men Aidonline er ikke overskurk. Bannerannoncering er i forvejen en forretningsmodel under pres. Så sent som i tirsdags gav Berlingske Business spalteplads til en række højtplacerede mediechefer, der alle gav udtryk for, at forretningsmodellen på nettet uundgåeligt må ændres.
Samtidig findes Aidonlines koncept allerede i mange andre former, som eksempelvis adblocker-programmer, der skifter bannere ud med brugerens egne billeder.
Netmediernes voldsomme reaktion på Aidonline lyder derfor en anelse hult.
Det er tilladt at skifte kanal under reklameblokkene, rive svøbet af Urban og skrue ned for The Voice under de irriterende radiospots. Det hyler medierne ikke over, selvom annoncørerne betaler efter seer-, læser- og lyttertal.
Men når bannerne forsvinder, mærkes det prompte i mediepengepungen og fanden males straks på væggen i pangfarver.
Men redningen er ikke at græde voldsommere, det er måske nærmere for alvor at tænke i mere intelligente løsninger på nettet. En bannerklikrate på godt 0,1 procent tyder i forvejen på, at det nuværende format ikke er optimalt.
Mens medierne naturligvis er sure på Aidonline, kan alle andre groft sagt være ligeglade. Aidonline er i stand til at segmentere efter køn, alder, uddannelse og bopæl, hvilket et stykke hen ad vejen betyder, at annoncørerne blot skifter en medieudbyder ud med en ny, der endda giver nødhjælpskarma oveni.
Bureauerne skal lave det, de hele tiden har lavet – bannere ingen ser eller gider klikke på…
Brugerne skal vælge om de vil støtte Bent Falbert og Ekstra Bladet eller en panda på randen af udslettelse.
Taberne er udelukkende medierne, som altid.
Storm i et glas vand
Når FDIMs formand Christian Peytz hævder, at Aidonline kan stjæle en milliard kroner fra netmedierne, er det et scenario med meget lange udsigter.
For når alt er skrevet, skal omfanget af Aidonlines bannertyveri tages med et gran salt. Virksomheden melder godt nok ud, at der er sendt mails ud til en million danskere, men i bedste pr-ånd er der nok tale om en bruttoliste, der ikke tager højde for døde mailadresser og dobbeltadresseringer (fx privat/arbejdsmail).
Et forsigtigt bud fra et mediebureau er, at man skal regne med, at højest 500.000 danskere har modtaget en mail fra Aidonline.
Det vil kandidere til DM-prisen, hvis det skulle give en responsrate på bare 10 procent. Derved er vi nede i 50.000 danskere, som står klar til at benytte Aidonlines produkt. Et omfang, der batter nul og niks.
Endelig lader det til, at Aidonlines (lige lovlige) smarte idé i løbet af et døgn har mistet sympatisører, da et par af de involverede NGO’er sandsynligvis trækker sig fra projektet med begrundelsen, at de helst vil have støtte fra folk, der selv vælger det. Underforstået, at det gør medierne ikke.
Gårsdagens indtog fra Aidonline skal derfor nok fise ud igen, men medierne bør benytte indslaget til at fatte bannerøkonomiens skrøbelighed og seriøst tænke i nye baner.