Mens vi nærmer os Sankt Hans, og fruerne rigger kostene til næste himmelfart, kæmper de danske mediabureauer stadig med den gordiske knude. Når blot vi ikke citerer dem ved navn, lyder det fra DRRB’s mediabureauudvalg: ”Vi skal genetablere vores troværdighed, og det er irriterende, at nogle tror, vi skummer fløden på uretmæssig vis.”
Disse ”nogle” er reelt Dansk Annoncørforening, der jo har en soleklar interesse i at diskutere afregningsmodeller med bureauerne generelt, og mediabureauerne i særdeleshed. Til gengæld er diskussionen ved at løbe løbsk. Denne signatur modtager om ikke dagligt, så flere gange ugentligt, mails, hvor mediabureauerne beskyldes for urent trav. Heldigvis er langt de fleste mails fuldstændigt udokumenterede.
Men det fjerner jo ikke ”myte-dannelsen”, og det er den, mediabureauerne burde adressere hurtigt og kontant. Det er som bekendt modtagerne af kommunikationen, der er konger, mens afsenderne dybest set er ligegyldige bønder i det spil. Det har Shell, BP, ISS, Danish Crown, Carl Bro, Dansk Håndbold Forbund, Forsvaret, Lundbeck og mange, mange flere måttet sande, når de enten dukkede hovederne eller sendte idiotisk og arrogant kommunikation ud i æteren.
Denne signatur vil gerne slå fast med de store søm, at jeg ikke mistænker danske mediabureauer for noget som helst. Jeg skal stå med ”the Smoking Gun,” før jeg kaster mig ud i den slags mistænkeliggørelse. Men omvendt: Når så mange læsere henvender sig, bør det mane til eftertanke. Og et muligt svar på problemerne er fx at indføre en whistleblower-ordning i branchen.
Et forpligtende etisk regelsæt er ikke meget værd, hvis man ikke samtidig indfører sanktioner, og det bedste forsvar er ofte et proaktivt angreb. Hvis man opfordrer kolleger til at afsløre manglende etik, viser man som et minimum mod til at rette fejl. Og sidegevinsten er, at løsningen holdes inhouse ‒ indtil retsmaskineriet sættes i gang.
Nu er disse linjer ikke grebet ud af den blå luft. Mediabureauerne har nemlig drøftet muligheden af at indføre en whistleblower-ordning, men foreløbig sparket kuglen til hjørnespark. Dette er sket efter den sidste artikel her på sitet, hvor vi drøftede Forbrugerrådets seneste kendelse.
Den angik som bekendt samarbejdet med Mediacenter Danmark omkring adresseløse forsendelser, en arbejdsopgave der maksimalt udgør 1-2 procent af de store mediabureauers indtjening. Altså en helt ligegyldig portefølje i det store billede. Men principielt skal man jo være åben for en drøftelse af selve kernen: Hvis mediabureauer opnår en krones portobesparelse, sender de så alle 100 ører tilbage til annoncørerne, ellers nøjes de med fx 80 ører?
Er jeg nu alligevel igen ved at svine bureauerne til? Nej, bestemt ikke, men mindst 4-5 mennesker har siden den pågældende artikel rejst præcist det spørgsmål. Og det må være irriterende for mediabureauerne, hvis den slags ukrudt dyrkes over det ganske land, ikke sandt?
Hvis ikke påstandene adresseres, gavner det i hvert fald ikke mediabureauerne. Kun de såkaldte auditører tjener deres sølle 100-200 kg, hver gang de reviderer fakturaer fra den ene til den anden, og den fløde burde kunne skummes mere hensigtsmæssigt.
Måske er mediabureauernes store udfordring, at de nu falder i den samme fælde, som reklamebureauerne faldt i for 40-50 år siden, da mediabureauerne fik fodfæste? Man overså en forretningsmulighed, fordi ingen orkede at tjene penge på de ”ligegyldige” mediaindrykninger og den bagvedliggende viden.
Nu har forretningen ændret sig, og der er få penge at tjene på indrykninger. Derfor skal mediabureauerne finde pengene andre steder. Hvor skal de gå hen? Deres afdelinger for ”indsigt” er store, men tjener de også penge nok? Skal mediabureauerne liste over i ”strategi-retningen” ‒ ellers skal de gå helt amok og sælge kreativitet?
Denne signatur har bestemt ikke viden nok til at spå om, hvor den farbare vej findes, men lukkethed dur ikke. Tag en åben diskussion med kunderne, så alle ender med at være tilfredse. Og glem ikke at adressere ”det internationale kort.” Bare fordi man er en del af en global kæde, der strikker gråtonede sweatre sammen, når aftalernes landes i London, Paris eller New York, er man ikke ansvarsfri her til lands.
Der findes altid en skriverkarl som undertegnede, der afslører sandheden. Om ikke i dag, så i morgen. God pinse.