Nord Echo er navnet på det seneste nye skud på Nord-stammen i Danmark.
Den nye enhed skal håndtere sociale medier, contentudvikling, influencer marketing og PR og til at styre aktiviteterne har Nord ansat Marie Vagn-Hansen, der har mange års erfaring i dén verden.
Det oplyser Nord i en mail, sendt til Markedsføring.
Og ifølge Mikkel Jønsson, der er CEO for Nord i Danmark, fylder netop disse fagområder i stigende grad i takt med bureauets vækst.
”Indtil nu har vi haft fine samarbejder med eksterne partnere, men det giver bedre mening for os fremadrettet at have de services under eget tag”, udtaler han i mailen.
Den nye danske enhed kommer til at arbejde tæt sammen med moderbureauet af samme navn i Stockholm.
”At vi nu også starter Nord Echo i København skal ses i forlængelse af vores ambition om at være Nordens stærkeste bureau set-up. Vi har allerede et tæt samarbejde med Nord Echo i Stockholm, der tæller 12 eksperter inden for sociale medier og PR. Så vi har fra start en massiv support i forhold til Echo i København”, uddyber Mikkel Jønsson.
“Var egentlig overhovedet ikke meningen“
Marie Vagn-Hansen, der kommer til at stå i spidsen for det nye tiltag og bygge det op over de næste år, er en kendt profil inden for netop sociale medier, contentudvikling og influencer marketing.
Og hun kender branchen fra flere sider.
For år tilbage arbejdede hun selv som både influencer og youtuber, hun har undervist i sociale medier og influencer marketing på International Business College, arbejdet freelance som YouTube-vært og været medejer og kreativ chef på Homey Media.
Siden har hun arbejdet som rådgiver, været et kort smut forbi Brandhouse og senest været selvstændig som grundlægger af virksomheden Sunny Side Up, der også beskæftiger sig med sociale medier og content.
Men nu går turen til Nord Echo, og det glæder hun sig til.
”Det var egentlig overhovedet ikke meningen at springe fra min tilværelse med egne kunder og stor frihed. Men lidt nysgerrig er man jo altid, så jeg tog imod tilbuddet om en kop Nord-kaffe. Den blev til flere i takt med, at jeg fik øjnene op for de store muligheder, der ligger for Echo i København,” udtaler Marie Vagn-Hansen i mailen og tilføjer:
”Udover, at de er totalt dygtige og laver nogle virkelig seje kampagner, mærkede jeg bare en fed energi fra første gang, jeg trådte ind på kontoret. En kreativitet, ambition, en følelse af højt til loftet og boblende stemning, jeg instinktivt fik lyst til at være en del af.”