Forskellen mellem de 16 lande, der har indført euroen, er så stor, at EU-kommissionen nu frygter for valutaens fremtid. Valutasystemet i den såkaldte Eurozone kan i værste fald bryde sammen, frygter EU-kommissionen. Årsagen er blandt andet de voksende forskelle i konkurrenceevnen mellem de 16 af 27 medlemslande i EU, der har indført euroen som fælleseuropæisk valuta, skriver Der Spiegel, Tysklands største nyhedsmagasin. Uligheden skaber en urovækkende mangel på balance i samarbejdet, og de negative følger kan føre til, at tilliden til euroen som valuta svækkes, mener kommissionen i Bruxelles, som nu slår alarm. Den nyudnævnte EU-kommissær for økonomiske og monetære anliggender, Olli Rehn, er ifølge det tyske nyhedsbureau DPA især bekymret for den aktuelle tilstand i lande, som har opbygget en enorm statsgæld. Det drejer sig blandt andet om Irland, Spanien og Grækenland, som kæmper med kraftigt voksende renteudgifter og store budgetunderskud. Efter flere år med betydelig vækst er Grækenlands økonomi i dag i dyb krise med en høj ledighed, et stort budgetunderskud og en offentlig gæld, der overstiger bruttonationalproduktet med 100 procent. EU-embedsmænd siger ifølge Der Spiegel, at lavere produktion og faldende konkurrenceevne vil få følger for lønaftalerne i eurolandene, hvor ansatte må belave sig på dårligere tider. Tyskland, Holland og Østrig klarer sig forholdsvist bedre økonomisk, men også de må finde sig i formaninger fra EU-kommissionen, fordi de ikke har gjort nok for at styrke efterspørgslen.
Epn.dk