Institut for Fremtidsforskning og dets tidligere direktør Rolf Jensen har rodet sig ud i et offentligt skænderi om, hvorvidt der vil findes pølsevogne om femten år. Spørgsmålet er åbenbart så væsentligt, at medierne finder det på sin plads at lægge spalter og æter til diskussionen. Men så kan vi selvfølgelig også alle sammen være med.
Foreløbigt er der mere stille om Lene Andersen. Hun er heller ikke et stort navn endnu, men det bliver hun, tro mig. Hun h ar med bogen ”Baade-Og” lagt i kakkelovnen til at indskrive sig i verdenshistorien. Det lyder måske som en forudsigelse af de mere spekulative, men lad os nu se.
Lene Andersen har af egen drift og for egne midler brugt fem år på at udvikle teorien om alting for at kunne sige noget kvalificeret – og ikke mindst set i relation til pølsevognsdebatten – relevant om fremtiden.
Jeg har sat fænomenet Lene Andersen – andet kan jeg ikke kalde hende – stævne på cafe Dan Turrèll en råkold januar formiddag efter at have tilbragt juleferien i selskab med hendes bog. Den første af en serie på fem, hvis eneste begrænsning for hvilke emner den beskæftiger sig med, er, at det skal befinde sig inden for jordens atmosfære. Altså ikke noget med sorte huller, mørkt stof og Big Bang. Ellers kommer vi rundt om ALTING. Konsekvenserne af udviklingen i IT, bioteknologi, nanoteknologi, en præsentation af kaosteori, kompleksitet, eksponentialitet, Elliot-bølger og meget andet fra samme videnskabelige skuffe, forskellen på USA og Europa, alle de store filosofer, den europæiske idehistorie og de tre store monoteitiske religioner præsenteret i nogle til lejligheden udviklede tidspenduler. Og lad mig for nemheds skyld tilføje ”og meget mere” en gang til, for det er ikke løgn. Bogen er udgivet på eget forlag, da ingen af de etablerede i branchen turde binde an med den form for galskab.
Men bogen er ikke halsløs gerning. Lene Andersens ærinde er ikke at prale med, at hun har læst alle mulige og umulige bøger og tidsskrifter, men at give en sammenhængende teori om, hvad det er, vi har gang i, hvordan det hele hænger sammen, og hvem vi egentlig er.
”Det sværeste er at finde ud af, hvad der ikke skal med,” betror Lene Andersen mig, da vi har sludret lidt om løst og fast. Jeg tror hende gerne. Jeg sad med håret tilbage og kæben helt nede på brystkassen under læsningen af samfulde 413 hæsblæsende sider. Der var ikke noget ligegyldigt, overflødigt stof. Alle pointer havde deres plads i udviklingen af den store altomfavnende teori.
Det er ikke til se det ekstraordinære ved personen Lene Andersen, hvis man ikke på forhånd ved det. Hendes fremtoning er lige så nedtonet og diskret som navnet. En tilsyneladende helt almindelig, slank kvinde i midten af trediverne med kort hår og briller, klædt i cowboy bukser, T-shirt og jakke.
Lene Andersen skulle selv blive 28 år, før hun fandt ud af, hvorfor hun følte sig så utilpasset. I halvfjerdserne var det ikke netop moderne at være klogere end de andre i klassen, så et sted mellem 5. og 9. klasse slukkede hun for videbegærligheden og kastede sig i stedet ud i at skrive satire, lave radio, melodi grand prix og anden form for underholdning. Det resulterede i 8,8 i gennemsnit til studentereksamen og noget tilsvarende til eksamen på HA. Efter nogle års selvransagelse fik hun testet sin IQ og opdagede, at den sprængte rammerne for, hvad en Mensa-test kan måle. Lene Andersen er ganske simpelthen mere intelligent end os alle sammen – muligvis fraregnet et par stykker.
Hun fortæller sin historie i nøgterne vendinger, mens jeg p røver at lade være med at se alt for fascineret ud. Hun skulle nødig føle sig som et dyr i zoologisk have, men jeg kan ikke skjule min interesse. Det er for vildt, men når man har læst bogen, så ved man, at det er rigtigt. Hvordan skulle hun ellers være i stand til at bearbejde så stort et tværvidenskabeligt stof, udlede essensen og bruge det til at se nogle sammenhænge, ingen andre har fået øje på før?
På spørgsmålet om der er nogle, der har forsøgt sig med samme projekt, svarer hun: ”Der var vist én engang i renæssancen.”
OK, så har vi fået det på plads. Jeg er nærmest lettet, så har jeg da i det mindste ikke overset et nutidigt hovedværk om fremtiden.
Nu kan både Lene Andersen og hendes bog komme til at lyde frygteligt skræmmende og utilnærmelig, men rolig nu. Lene Andersens tid i underholdningsbranchen fornægter sig ikke.
Bogen er skrevet som en lang dialog mellem en midaldrende, alt-vidende, lettere indebrændt og meget liderlig, handicappet tv-producer og en smart kultur- og livsstilsjournalist med store bryster, Pradastøvler og en barndom på en marxistisk lilleskole.
Det er præcis så vanvittigt, som det lyder, men det virker. Man læser, forstår og må vide mere. Siderne vender sig af sig selv, mens det imellem de emergente systemer og oscillierende svingninger fyger med pik og patter og bylder i røven, så man må le højt.
Her kommer en smagsprøve på tv-producerens udlægning af et typisk skænderi mellem børn og forældre om tredve år:
”Ørj, mor, hvorfor ku’ jeg ikke have fået nogen større patter i stedet for det åndssvage langdistanceløbs-gen som jeg alligevel aldrig bruger?”
”Jo men far og jeg troede jo kun at du ville blive så glad for at løbe hækkeløb uden at blive forpustet… Det gjorde vi jo selv.”
Eller hvad med fremtidens klassiske diskussion om, hvornår man skal sætte børn i verden:
”Jamen, Manse, jeg vil jo så gerne have en baby…”
”Jo, men hør nu her lille Nuser-pige, vi kan jo lige så godt vente med at få barnet til, vi kan få den seneste upgrade af anti-cancer-genet med for den samme pris.”
”Jo, me n det sagde du jo også dengang anlægget for sukkersyge blev reduceret til type 1.”
Det er bestemt ikke for sjov, at teksten rundt omkring er krydret med den slags eksempler. Hør hvad tv-producerens udlægning om fremtidens børn er:
” De vil også vide at deres forældre traf en række beslutninger om deres personlighed, intelligens, temperament, sygdomsrisici og så videre. På deres vegne. Far og mor har simpelthen bestemt, hvordan du skal være uden at høre din mening! Bum! Tænk hvis du hver dag hele livet vidste at du var blevet skabt som den person du er, udelukkende for at du skulle opføre dig på en bestemt måde.”
Hvis man synes, det lyder langt ude, så fremhæver bogen, at man ikke behøver at vente på kloning og gensplejsning for at lave om på sine børn. Op mod 10% af amerikanske børn er i dag fuldt lovligt på Ritalin, som er en beroligende, personlighedsforandrende medicin, så de kan koncentrere sig i skolen. Så tendensen er der allerede. Forældre vil have kontrol over deres afkom og bruger de forhåndenværende midler. Og hvad de gør i USA, kommer vi før eller siden til at gøre i Europa. Se bare på naboens silikonebryster. Og så har jeg ikke været inde på, hvilke krav man kan forestille sig, at forsikringsselskaberne i fremtiden kommer til at stille til sygdomsreducerende manipulationer for at ville tegne en police.
Man bliver hele vejen igennem bogen lammebanket med allehånde nye dilemmaer, så pølsevognsdebatten fortoner sig i den tåge af trivialitet, hvor den hører hjemme. Jeg får den tanke, at de er holdt op med at undervise i væsentlighedskriteriet på journalisthøjskolen, men det kan da vist ikke være rigtigt.
Der er snarere tale om, at Lene Andersen sprænger rammerne for alting. Der findes endnu ikke en hylde til hende og hendes projekt, og derfor ryger hun ned mellem alle de redaktionelle stole. Hvem skal tage sig af hende? Hun hører ikke til en videnskabelig institution. Hendes bog kan ikke genrebestemmes. Hendes sprog er ikke stuerent. Hendes teorier er nye, og der findes ikke en enkelt videnskabelig instans , man kan spørge for at tjekke, om hun har ret i sine påstande. For at det ikke skal være løgn, skriver hun med reference til Kirkegaard under flere aliaser. Og har udviklet sit eget fremtidssprog, som optræder i forord og fodnoter. En sær, men realistisk konstruktion af en slags skandinavisk med engelsk ordstilling og masser af engelske udtryk.
Jeg spørger om hun er blevet mødt med kritik og om, der er nogle, der har fundet fejl i hendes omfattende analyse. Og ja, der er fundet en fejl af en professor ved Niels Bohr Instituttet. En fejl! Den bliver rettet i næste oplag, som allerede er i trykken. Og professoren havde også nogle anfægtelser om enkelte formuleringer om linearitet, men der var ikke tale om fejl, men fortolkninger. Ellers er der ingen, der kan komme på noget.
Hvis læseren nu brænder efter at vide, hvad fremtiden kommer til at gå ud på, så er det korteste svar: ”Både og”. Lene Andersen tilføjer: ”Fremtiden kommer til at handle om valg. Valg vi ikke har i dag, fordi teknologien ikke findes endnu. Det vigtigste man kan anskaffe sig er et sæt kriterier, for hvad man vil vælge for sig og sine nærmeste.”
Hvis man vil forberede sig på, hvad der kommer til at ramme os, så
køb bogen, kig forbi www.andersendske.dk eller ring til Lene Andersen og book hende til et foredrag. Det bliver anderledes, tør jeg godt love. Selvom det meste af Lene Andersens tid går med grundforskning til de næste fire bøger, kan man også hyre hende som diskussionspartner på konkrete fremtidsprojekter.

”Baade-Og”, af Jesper Knallhatt.
1. del – Mandag
Forord og kommentarer ved Editor in chief, Professor Pamfilia Svendsen

Copyright Lene Andersen
Det Andersenske Forlag, 2005


Boks:

Lene Andersen lefler ikke for de intellektuelle

Bagsidetekst af Hilda Heick:
”Det er utroligt hvad Baade-Og rummer af viden. Bogen er spækket med aha-oplevelser, og det hele er både underholdende og godt fortalt. Enkelte kapitler var for ”langhårede” for min smag, men så kom der straks noget, der var så spændende, at jeg ikke kunne lægge bogen fra m ig. Jeg havde den med på ferie og slap den ikke før sidste side.”

Jeg kan afsløre, at Hilda Heick har læst bogen og indvilliget i at lade sig citere.