I november sidste år gik Egmont, Nordisk Film og RettighedsAlliancen samt en stribe andre aktører i luften med en kampagne mod ulovlig streaming.

Kampagnen ”Os der elsker film” var skabt i samarbejde med Advice og The Woerks, og den fik i løbet af ganske kort tid godt fat i målgruppen: På bare 14 dage nåede den ud til godt 600.000 biografgæster landet over, ligesom den nåede knap én million unikke brugere online. I dag er filmen blevet set mere end tre mio. gange i landets biografer, på online-platforme samt på hjemmesiden www.osderelskerfilm.dk.

Og nu viser nye tal fra analyseinstituttet YouGov, at kampagnen ikke bare er nået bredt ud. Den har også virket.

Hver hver fjerde dansker mellem 15 og 24 år, som har set kampagnen, er således enten stoppet med at bruge de ulovlige tjenester eller vil nedsætte forbruget.

Glæde over resultater
Undersøgelsen fra YouGov viser også, at 54 procent af de unge, der har set kampagnen, mener, at det slet ikke er acceptabelt at streame film ulovligt. For hele befolkningen er tallet 67 procent. 

Spørger man de unge mellem 15 og 24 år, der har set kampagnen, så synes 84 procent endda godt eller meget godt om den.

Og de resultater glæder naturligvis hos aktørerne bag ”Os der elsker film”: Line Aarsland, som er Vice President for Communcation and Public Affairs i Egmont, siger:

– Vi ved, at det især er de unge, som streamer ulovligt, fordi det er nemt, og fordi det ikke opfattes som ”rigtig ulovligt”. Derfor er det utrolig glædeligt, at vi har formået at lave en kampagne, som faktisk rammer de unge – 84 procent af dem synes ligefrem kampagnen er god – og tilmed påvirker deres adfærd. Det er utroligt positivt.

Indsatsen fortsætter
Kampagnen ”Os der elsker film” omfatter dels en klassisk kampagnefilm med skuespillerne Lars Brygmann og Bebiane Kreutzmann i hovedrollerne, SoMe-indsatser målrettet de yngre segmenter, og dels i et par mildest talt utraditionelle digitale greb – herunder indrykning af annoncer direkte på ulovlige filmsites.

Dertil kommer et undervisningsmateriale rettet mod 7.-9. klasse.

Kampagnen vil fortsætte det kommende år og bl.a. fokusere på folkeskoler.

Bag kampagnen står: Rettighedsalliancen, Egmont, Nordisk Film, Alinea, Kulturministeriet, Det Danske Filminstitut, Producentforeningen, Danske Biografer, Foreningen af Danske Videodistributører, Foreningen af Filmudlejere i Danmark, Blockbuster, TDC, DI Digital, Dansk Erhverv, Danske Filminstruktører, Danske Scenografer, Google, Danske Dramatikere og Carl Hansen & Søn. 

Et udpluk af YouGov-analysens resultater

– 31 procent af danskerne mellem 15 og 69 år har set kampagnen “Os der elsker film”.

– 56 procent af de unge mellem 15 og 24 år har set kampagnen “Os der elsker film”.

– 81 procent af danskerne mellem 15 og 69 år, som har set kampagnen, synes meget godt eller godt om den.

– 84 procent af de unge mellem 15 og 24 år, som har set kampagnen, synes meget godt eller godt om den.

– 12 procent af danskerne mellem 15 og 69 år, som har set kampagnen har nedsat, stoppet eller ønsker at nedsætte deres forbrug af ulovlig tjenester.

– 25 procent af de unge mellem 15 og 24 år, som har set kampagnen har nedsat, stoppet eller ønsker at nedsætte deres forbrug af ulovlig tjenester.

– 54 procent af de unge mellem 15 og 24 år mener ikke, at det er acceptabelt at streame eller downloade film ulovligt.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov.

Der er i alt gennemført 1512 CAWI-interview med danskere i alderen 15-69 år.