Kun de færreste går offensivt ud i stormen, men tilsyneladende har Financial Times haft succes med den strategi.
I 2008 voksede indtjeningen på bundlinjen hos den lyserøde britiske finansavis med 13 pct., blandt andet fordi prisen blev sat op med 80 pct. over 18 måneder. Fra £1 til £1,80. Det boostede i sig selv indtjeningen fra abonnementerne og løssalget med 16 pct.
Til gengæld faldt FT’s annonceindtægter med 3 pct. hen over året, men det fald er markant mindre end nogle af konkurrenterne, der noterede mistede indtægter i størrelsen 30 pct. i 2008.
Hvad der er mindst lige så interessant, er udviklingen i betalende online-brugere. Her voksede FT med 8 pct. til i alt 109.000 betalende brugere hen over året. Det er ganske godt, når oplaget ligger i størrelsen 432.000 world wide − eller 1,3 millioner læsere.
− Folk er nærmest religiøse, når vi taler om, at nettet bør være gratis, siger Rob Grimshaw, adm. dir. hos ft.com til AdAge og fortsætter:
– Men vi har hele tiden troet på idéen (om at tage penge for nettet, red.). Vi lever jo at skabe content, og hvis vi ikke tror, vi kan sælge content, ville det betyde, at vi indrømmer, at vort indhold ikke er godt nok.
Financial Times ”lokker” nye kunder til ved at tillade gratis læsning af tre artikler per måned, hvorefter man skal registrere sig og betale.
Det koster cirka 1.200 kroner årligt at surfe ad libitum på Financial Times hjemmeside.
Læs mere på
adage.com