”Det føles mere socialrealistisk end magisk.”

”Endnu en til mappen ’Den ville jeg ønske, jeg havde lavet.”

”Filmen får mig ikke til at føle noget som helst.”

Årets jule-reklamefilm fra det britiske stormagasin John Lewis – Where Love Lives – deler vandene blandt de fire danske kreative, som Markedsføring har bedt vurdere filmen.

Farah Dib, co-founder og kreativ direktør hos Twenty, mener, at årets John Lewis-julefilm er enklere og renere i sit budskab end vanligt, og hun er vild med den, trods enkelte skønhedspletter.

Modsat er Mikkel Elung, founder og kreativ direktør hos Pong, ikke kæmpefan, selv om han gerne ville være det. Men payoff’et er ”enkelt, elegant og præcist”, mener han. 

Katrine Jo Madsen og Camilla Ploug, begge kreative direktører på Ogilvy, er heller ikke ubetinget begejstrede. De mener, filmen ”mangler det løft og den lidt overnaturlige surprise, der tit har karakteriseret John Lewis’ julefortællinger”. 

Tilbage til 90’erne

Filmen Where Love Lives er det kreative bureau Saatchi & Saatchis tredje for John Lewis, efter at bureauet i foråret 2023 nappede budgettet fra Adam & Eve/DDB.

Sidstnævnte havde på det tidspunkt gennem 14 år sendt den ene mindeværdige – og effektive – julereklamefilm i luften efter den anden – herunder ”Monty the Penguin” og den trampolin-springende boxer ‘Buster‘.

Den nye film, Where Love Lives, sætter scenen Juledag, hvor en familie er i gang med at rydde op efter gaveudpakningen. Man ser husets teenagesøn med hovedtelefoner på, mens faren roder med gavepapiret under juletræet. 

Pludselig får faren øje på en uåbnet gave, hvorpå der står ’Dad’ og er tegnet en smiley. Sønnen lister væk, mens faren pakker op og finder en vinylplade: 90’er hittet ”Where Love Lives” med Alison Limerick, som straks ryger på pladespilleren i stuen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra den nye John Lewis julefilm. Foto: PR

Musikken tager faren tilbage til 90’erne.

Han danser i en klub med sine venner, stroboskob-lyset blinker– undervejs synes han, at han ser sønnen i klubben, og så alligevel ikke.

Herefter bringes hans fortid tilbage i glimt, indtil vi er tilbage i familiens stue igen – nu til en moderne version af ”Where Love Lives” skabt af artisten og musikproduceren Labrinth.

Far og søn finder hinanden i et kram, og payoffet lyder: If you can’t find the words, find the gift.

Du kan se filmen – der er instrueret af Jonathan Alric fra den franske instruktør- og musikduo The Blaze – herunder.

Læs med under filmen, hvor de fire danske kreative uddyber deres synspunkter. 

Farah Dib: ”Endnu en til mappen ’Den ville jeg ønske, jeg havde lavet’”

”Når den perfekte indsigt møder perfekt skrivning, efterlader resultatet dig målløs. Dette års John Lewis-julereklame er enklere – uden tvivl renere – i sit budskab, og det er præcis der, dens styrke ligger. Der er lag her, men det føles instinktivt at skrælle dem af.”

”Maskuliniteten has a moment: Fædre omdefinerer deres roller, og unge drenge, der er ved at blive voksne, kæmper med en verden, der kræver mere, end den ruster dem til.”

“Midt i al denne kompleksitet løber et dybt menneskeligt ønske – at blive set. At føle sig forstået. At genoprette forbindelsen til den, du var, før dine børn blev født, og til dem du og de er blevet, når de træder ind i voksenlivet.”

”Til tider gnaver faderens skuespil og udtryk lidt – det er svært at tale uden ord og formidle et fuldt spektrum af følelser på få sekunder – men det har jeg ikke noget imod. Livet er akavet. Slutlinjen er dog mesterlig: “Hvis du ikke kan finde ordene, så find gaven.” 

”Og business casen er lige så stærk: Hvis musik er gaven, er produkt-spin-offs uendelige. Den lige linje fra indsigt til strategi til kreativ eksekvering er det, jeg elsker mest ved god annoncering. Tjek, tjek, tjek. Endnu en til mappen ’Den ville jeg ønske, jeg havde lavet’.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra John Lewis' julefilm. Foto: PR

Mikkel Elung: ”Fint payoff, men en skuffende film”

”Jeg vil så gerne synes om årets John Lewis julereklame, men jeg kan bare ikke svinge mig op til det.”

”Temaet er sympatisk og med tre teenagedrenge derhjemme, så kan jeg relatere til, at man føler man driver væk fra sine store børn. Men filmen får mig ikke til at føle noget som helst. Jeg savner magien og nostalgien fra deres tidligere klassikere – alt det der får mig til at føle julen.”

”Det eneste positive jeg kan finde, er payoff’et: “If you can’t find the words … find the gift”. Det er enkelt, elegant og præcist. Og det indkapsler hele ideen om, at gaver nogle gange kan sige det, vi ikke selv formår. Men det retfærdiggør desværre ikke resten af filmen.”

”Det er som om filmen forveksler stillestående med stilfærdig. De siger ingenting – hverken faren eller drengen – og det er jo selvfølgelig pointen med, at de ikke kan finde ord, men fortællemæssigt bliver det konstrueret og mere irriterende end rørende.”

”Omgivelserne gør det heller ikke lettere. Det sterile hjem ligner mere en køkkenreklame end et julehjem fyldt med liv, duft og rod. Alt er poleret, hvidt og koldt, og den visuelle renhed får følelserne til at forsvinde.”

“Prøv f.eks. at sammenligne med køkkenet fra en af deres tidligere film.”

”Så et fint payoff, men en skuffende film, der hverken rummer julens magi eller giver mig lyst til at gå i John Lewis. Desværre.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra John Lewis' nye julefilm. Foto: PR

Katrine Jo Madsen og Camilla Ploug: ”Ikke helt så julet, som vi kunne ønske”

”Den årlige John Lewis julekampagne er altid et højdepunkt, men årets bidrag efterlader os lidt med en snert af savnet julemagi. Kald os traditionalister i julekampagnearenaen, men det føles mere socialrealistisk end magisk, og mangler det løft og den lidt overnaturlige surprise, der tit har karakteriseret John Lewis’ julefortællinger.”

”Når det så er sagt, så er det stadig en rigtig god film, som har sin berettigelse. For det første rammer scenerne med babyminderne dybt. De giver et sug i maven og trækker lidt i tårekanelerne, omend den lidt dystre, mørke fremtoning gav os minder om den triste dansescene i filmen ‘Aftersun’.” 

”Disse øjeblikke føles som filmens stærkeste, for resten af fortællingen føles desværre ikke helt så emotionelt vedkommende – hvilket måske ironisk nok skyldes omdrejningspunktet, nemlig musikken?”

" Budskabet er så universelt, at kampagnen kunne have fungeret lige så godt som en generel "connection"-kampagne, uafhængig af juletemaet.”
Katrine Jo Madsen og Camilla Ploug, kreative direktører, Ogilvy Danmark

”Det er for os ikke et nummer, der vækker genklang, og derfor resonerer det ellers ret flot mixede nye og gamle udgave af ‘Where Love Lives’ ikke helt nok med os – men vi forestiller os, at nummeret kan ramme dem rette britiske målgruppe godt. Fed krølle på halen, at de udgiver pladen med begge generationers udgaver af nummeret på.”

”Strategien taler ind i den relevante problematik omkring mænds – og især unges – vanskeligheder ved at udtrykke følelser og initiere kontakt – emner, vi også ser i serien ‘Adolescence’ og i kampagnerne fra fx Call Me. Budskabet om at udtrykke sine følelser, og den af gaven genfundne hjertevarme forbindelse mellem far og søn, er en fed måde at tale om det at connecte uden ord.”

”Det er en universel sandhed om relationer, der rammer plet. Og måske derfor er kampagnen heller ikke helt så julet, som vi kunne ønske, for budskabet er så universelt, at kampagnen kunne have fungeret lige så godt som en generel “connection”-kampagne, uafhængig af juletemaet.”

Ud over selve filmen har John Lewis og det kreative team også begået en ‘behind the scenes’-video, som du kan se herunder.

Den fokuserer meget på musikdelen, bl.a. med interview med Alison Limerick om nummeret Where Love Lives, som både John Lewis og Saatchi & Saatchi over for flere britiske medier fremhæver som centralt i kampagnen.