Den europæiske udgave af effektprisen Effie – Effie Awards Europe – har offentliggjort årets jury, og fire danske brancheprofiler skal være med til at udvælge de mest effektive markedsføringskampagner i Europa.
Det drejer sig om:
- Mette Hørdum, CEO og partner på Pong, der sidder i juryen for Best of Europe, 1.runde
- Søren Christensen, strategisk direktør og partner på Robert/Boisen & Like-minded, der sidder i juryen for Multi-Market & Positive Change, 2. runde
- Alexander Faxø, head of impact og associate partner på Robert/Boisen & Like-minded, der sidder i juryen for Best of Europe, 2. runde
- Mads Rosenbeck de Viksnins, senior strateg på Uncle Grey, der sidder i juryen for Best of Europe, 1.runde.
Og Søren Christensen fra Robert/Boisen & Like-minded, der gennem en årrække selv har leveret vindercases ved Effie Awards Europe, glæder sig over at være udvalgt til juryen for tredje år i træk.
“Det er enormt lærerigt at dykke ned i nogle af Europas stærkeste strategier og forstå, hvad der skaber reel effekt. Samtidig giver de mindre gode cases faktisk også ret værdifuld indsigt i forhold til, hvor faldgruberne ligger, så man selv kan undgå dem, når man udvikler kampagner,” skriver i en mailkommentar til Markedsføring.
“Marketing er en investering i vækst”
Hos Pong ser Mette Hørdum også frem til at være med i juryen.
”I usikre tider som nu, er noget af det, der står først for skud på direktionsgangene, ofte marketingbudgetterne og især brandingkampagnerne. Og derfor er en af de vigtigste opgaver, vi står med som branche at hjælpe CMO’s med at dokumentere effekten af de kampagner, vi skaber sammen. Og bygge argumentation til CFO’en og CEO’en for, hvorfor marketing er en investering i vækst og rentabilitet og ikke en omkostning,” skriver hun.
Mette Hørdum mener, at netop Effie spiller en stor rolle ved år efter år at sætte fokus på effekten af kreativ markedsføring.
”Effie sætter fokus på dokumentationen af effekten og inspirerer til, hvordan vi kan skabe bedre kampagner og drive større effekt. Så jeg glæder mig meget til igen i år at være en del af den europæiske jury og læse og vurdere de bedste af de bedste cases på tværs af hele Europa.”
Juryformandskabet ved Effie Awards Europe 2025 udgøres af Barbara Sala, Europe Senior Connections Director hos Coca-Cola, og Sven Huberts, President of Global Experience & Innovation hos Dentsu.
Den samlede jury udgøres af flere end 200 brancheprofiler fra 25 europæiske lande, og der åbnes for indsendelser den 4. juni.
Vinderne offentliggøres i forbindelse med Effie Europe Awards-gallafesten i Bruxelles den 10. december.