Juryen ved 2025-udgaven af D&AD’s ungdomskonkurrence, New Blood, har peget på 17 danske cases som vindere.
Det er ny rekord, og med præstationen tager danske kreative studerende næsten 10 procent af alle årets New Blood-priser: 177 blev der uddelt i alt.
13 af priserne går til studerende ved DMJX Kreativ Kommunikation, mens fire går til teams fra Den Danske Reklameskole.
Fra DMJX KK er det anden årgang, KK23-26, der napper 10 af de 13 ’Pencils’, som priserne ved New Blood hedder, mens første og tredje årgang tager helholdvis en og to.
Ud af de 19 studerende på skolen tager fem – i forskellige teams-konstellationer – mere end én pris: Jens Kühnel vinder fire, Linnea Bertelsen og Kirstine Vilsen hver tre og Anne-Sofie Astrup Clemmensen og Oscar Vedel hver to.
Fra Den Danske Reklameskole deler syv studerende samlet fire priser mellem sig:
En enkelt, Max Bæk Tellefsen, har endda andel i de tre af priserne, ligesom Alexander Fog markerer sig med to priser.
Med de 17 priser rangerer Danmark som konkurrencens fjerdemest vindende nation ud af 28 deltagende – kun overgået af Storbritannien med 49, Spanien med 21 og USA med 20.
DMJX KK nummer to blandt alle skoler
På skolerne er der også glæde over elevernes præstationer.
På DMJX KK i tilgift over, at skolen med 13 priser placerer sig som årets næstmest vindende ved New Blood-konkurrencen. Lige efter Miami Ad School Madrid med 17.
Og herfra er der et stykke ned til nummer tre, amerikanske Openlearn Academy med seks priser og ligeledes amerikanske VCU Brandcenter og School og britiske Communications Art 2.0 med hver fem.
”Jeg er overvældet. Vi har aldrig gjort det bedre end i år. Vi slår vores egen rekord på 12 blyanter fra 2020,” skriver lektor og faglig leder på DMJX Kreativ Kommunikation, Jesper Hansen, på sms til Markedsføring.
Han tilføjer, at han endda havde forventet flere priser til sine studerende i år.
”Det er ret vildt, at flere af de projekter, de studerende er stoltest af og har lagt i deres portfolioer, ikke bliver belønnet af juryerne i år. Jeg vil ikke fremhæve nogen, for der er mange, men jeg havde ærligt talt regnet med 5-6 blyanter mere,” skriver han og tilføjer:
”Men man kan jo ikke være andet end meget, meget stolt af det her.”
Per Holm Henriksen, rektor på Den Danske Reklameskole, lægger heller ikke skjul på, at han er stolt af sine studerende.
”Jeg er bimlende glad. Men jeg er egentlig ikke overrasket over det, for vi oplever jo på nært hold disse talenter blomstre,” skriver han i en kommentar på sms.
”Vildt sjovt og ret intenst”
Hos de prisvindende studerende vækker høsten naturligvis også stor glæde – her er et udpluk af sms-reaktioner fra tre DMJX-teams:
”Vi blev sindssygt glade! Og forvirrede?? For det er vildt, hvordan det er de projekter, man ikke tænkte ville vinde, der bliver anerkendt. Og de projekter, man selv håbede ville klare sig godt, ikke gør. Så nu er vi smasknyforelskede i de idéer, vi egentlig troede, vi ville slå op med,” skriver Anne-Sofie Astrup Clemmensen og Linnea Bertelsen og tilføjer:
”Og så er det helt særligt dejligt, at vores fælles over-the-top-corny-cringe-KKCannes-støttesang ’Cannes har en pris’, på engelsk ’Ad Aid’ nu faktisk har en pris. Et projekt, helt fri for AI, vi har været sammen om som klasse – alle sammen.”
Kirstine Vilsen og Jens Kühnel skriver:
”New Blood var både vildt sjovt og ret intenst. Vi valgte ret hurtigt at arbejde på flere briefs samtidig, så vi kunne skifte mellem projekter og holde det hel friskt. Det gjorde virkelig en forskel, for vi blev ved med at få nye idéer og nåede aldrig at gå helt død i noget.”
De tilføjer:
”Vi lavede en stram plan for os selv og holdt fast i den. Og da vi endelig trykkede send, føltes det bare rigtigt. Vi vidste, vi havde givet alt, hvad vi havde i os. Så da vi fik mailen fra D&AD, gik vi helt amok. Det var langt over, hvad vi havde turdet håbe på.”
Liv Randklev og Mathias Meldgaard skriver:
”Det har været hårdt og intenst, men vi har det som regel sjovt, når vi arbejder, og det her forløb var ingen undtagelse. Det føles som et skulderklap, der indikerer, at man har fat i noget. Hvor stort eller småt, det man har fat i, så er – det må vi jo finde ud af i fremtiden. Men lige nu føles det s’gu ret stort.”
Stærke danske traditioner ved New Blood
Samlet er der siden konkurrencens start registreret 104 danske priser, og også de fineste af priserne – Black Pencil og White Pencil – har fundet vej til Danmark.
I 2015 landede den første danske White Pencil: Den gik til Simone Wärme og Klara Vilshammer, dengang DMJX KK, for casen ’One World Hero’.
I 2019 vandt danske studerende både en Black Pencil og en White Pencil:
Den sorte blyant gik til Mark Terkelsbøl, Nicolas Housted og Joachim Klintfält, dengang DMJX KK for casen ’Pad Paper’, og den hvide til Mathias Gudberg Juel og Oliver Strzelbicki, ligeledes DMJX KK, for casen ’Save the BEErS’.
I 2021 kom den anden danske Black Pencil: Den gik til Jonathan Fjord og Pernille Lund, dengang også DMJX, for casen ’The You Tour’.
Og i 2023 kom den tredje danske White Pencil: Den nappede Laura Orkild, Clara Sofie Ahlefeldt-Laurvig og Sandra Bertelsen for casen ’The Red O’.
Farven på de 17 danske Pencils i år – Black, White, Yellow (guld), Graphite (sølv) eller Wood (bronze) – afsløres den 2. juli.
Se de danske D&AD New Blood 2025-vindere herunder.
Vindercases fra DMJX
Ward’s Widget Watch
Anne-Sofie Astrup Clemmensen
Linnea Bertelsen
Enrum
Kirstine Vilsen
Jens Kühnel
Make any chair a gaming chair
Joachim Langebek Hansen
Christian Hyldelund
Spot the Hellmann’s
Anne-Sofie Astrup Clemmensen
Linnea Bertelsen
Gaming IRL
Christina Hansen
Oscar Vedel
Space to exist
Rikke Aagaard Larsen
Maiken Maria Krüger
Victoria Møller Hale
Ad Aid
Oscar Vedel
Linnea Bertelsen
Jens Kühnel
The Woman Project
Kirstine Vilsen
Jens Kühnel
Cheers to more
Agnes Skaarup Brorsen
Alberte Bøegh
Every screen is an Xbox
Liv Randklev
Mathias Meldgaard
The Green Hand
Niels Thejls (DMJX ID)
Mikkel Weikop (DMJX ID)
Victor Ghaznawi
Engineered to feel like nothing
Kirstine Vilsen
Jens Kühnel
Hellmann’s Not all will do
Max Bech
Vindercases fra Den Danske Reklameskole
Depop Ad Hack
Alexander Fog
Max Bæk Tellefsen
Extra Cortisol Check
Niels Fejrskov Juhl
Alexander Fog
Max Bæk Tellefsen
Days of Importance
Max Bæk Tellefsen
Boundary Bracelet
Martin Raae
Diana Fribo
Markus Freksen
Nikolaj Kromann