Mens corona-pandemien indtil videre på ubestemt tid har lukket rejse- og turist-aktiviteter ned over hele kloden, lancerer Visit Færøerne nu Remote Tourism.
Initiativet er skabt i samarbejde med de to bureauer Mensch og Sansir – og ifølge parterne er der tale om ”verdens første fjernstyrede turismeoplevelse”.
Som i et gigantisk real life-computerspil kan virtuelle turister fra i dag, onsdag, via et website ”fjernstyre” lokale guider gennem landsbyer, ud til Atlanterhavets vandkant og rundt på marker med græssende får.
– Og det behøver ikke kun at foregå til fods, det kan også være fra en helikopter eller i en båd, fortæller Rune Hørslev, partner i Mensch og sammen med Frederik Preisler bureauets kreative team på projektet.
Hver guide er udstyret med et live-videokamera og modtager signal via et par hovedtelefoner, der gør det muligt for turisterne via et joypad på remote-tourism.com at styre turen.
Og ja – det virker.
Ups, glatte sten
Markedsføring fik i går, tirsdag, udleveret ”billet” til en af tre PR test-ture, og denne signatur havde her fornøjelsen af at følge – og kortvarigt fjernstyre – den færøske guide Levi.
Levi bød velkommen på flydende engelsk til sit hold med repræsentanter fra blandt andet CNN, National Geographic og The Guardian og lod sig velvilligt styre til højre og venstre og sågar i løb – og en del hop – rundt i landsbyen Bøurs smalle gader og uden for byen blandt vandfald og græssende får.
Undervejs med fine kommentarer og bemærkninger om landet, befolkningen, klimaet – og sjove svirp til de deltagere, der styrede: Oh, you really like going left, don’t you. Well, that was another 360 degrees done.
På et tidspunkt er vi nået helt ned til Bøurs strand mod Atlanterhavet, hvor Levi er leveringsdygtig i både et uventet fald på de glatte sten – … ouch, this is not what I signed up for… – og en imponerende udsigt over mod den dobbelte klippeformation, Drangarnir.
Guider med kamera på hjelmen leder lidt tankerne hen på det første Visit Færøerne-hit, Google Sheep View. Har I hentet inspirationen der?
– Nej, egentlig ikke. Det sjove greb her er jo fjernstyringen – at man rent faktisk ”fjernstyrer” en færing i realtid og oplever naturen gennem ham eller hende. Det er både højteknologisk og lavteknologisk – dumt og genialt på samme tid, lyder det fra Rune Hørslev, der tilføjer:
– Det er jo netop ikke en storslået VR-oplevelse, men en nærmest gammeldags remote control-oplevelse.
”Ring, når I er klar”
I må have fået det her i luften på ret kort tid. Altså så længe har corona-nedlukningen jo heller ikke varet?
– Det har vi også. Vi har lavet det hele inden for omkring 10 dage, inklusive site, film og det hele. Så det er helt bestemt gået hurtigt. Men det kan sådan noget jo også kun, når man kender hinanden, siger Rune Hørslev.
Hvad mener du med det?
– Jamen altså, vi kom med en vild idé, og beskeden fra Visit Færøerne var: ”Det gør vi bare”, siger Rune Hørslev og tilføjer:
– Det siger altså noget om, hvor tæt et samarbejde, vi har. Om hvor godt vi kender hinanden, og hvor stor tilliden er.
Og kender hinanden, det gør folkene hos Visit Færøerne og bureauerne Sansir og Mensch.
Sammen har de tidligere skabt nogle af de mest succesfulde turismekampagner i verden: Closed for Maintenance, Faroe Islands Translate og Google Sheep View – sidstnævnte i samarbejde med bureauet Liquidminds.
Alle de omtalte projekter og kampagner har gennem årene vundet stribevis af priser, og for Rune Hørslev selv, som også er idémanden bage Remote Tourism, medførte succesen med Closed for Maintenance-projektet tidligere i år en særlig hæder.
Som en af bare fem personer i hele verden modtog han i februar The Vanity Fair Changing Your Mind Travel Award – en pris, der årligt uddeles til personer, der med innovative projekter og tiltag gør en forskel for kloden.
Den omvendte verden
I dag er hele billedet imidlertid en smule på hovedet: Nu gælder det heller ikke længere om at beskytte Færøernes sårbare økosystem mod de langsigtede konsekvenser af for mange turister, sådan som Closed for Maintenance lagde op til.
Tværtimod handler det om at beskytte arbejdspladser – og om at fastholde den turistmæssige interesse for øerne til engang, når verden åbner igen.
Som Rune Hørslev siger:
– Vi håber naturligvis, at initiativet både giver en god oplevelse til dem, der prøver, og at det kan give folk lyst til at besøge Færøerne på den anden side af coronakrisen, så vi kan redde nogle af de mange arbejdspladser, der er i turistsektoren på Færøerne.
Man kan fra i dag deltage i daglige, virtuelle ture til Færøerne og styre sine egen oplevelser til fods, på hesteryg, til vands og i luften på remote-tourism.com , eller man kan følge med som tilskuer på turene, der streames på Facebook og Instagram.
Der er mulighed for at stille spørgsmål til de ”fjernestyrede guides”, som supporteres af folk fra Visit Færøerne, der sidder klar til at svare.
Se kampagnefilmen her – hvor Visit Færøernes direktør, Guðrið Højgaard, kommer med en officiel meddelelse …