Rasmus Carlsen giver rollen som CMO videre i den fremadstormende tech-virksomhed Flatpay.

Rollen vil fremover i stedet for blive besat af Nikolai Skouv Pedersen, der hidtil har været VP of Group Marketing i Flatpay.

Det skriver Rasmus Carlsen selv i et opslag på LinkedIn. Carlsen, der var nomineret til prisen som Årets CMO 2026, forlader dog ikke Flatpay, men får et nyt ansvar i virksomheden, som han selv har været med til at stifte.

“En verdensklasse investor sagde for nylig til os, at Flatpays brand er blandt de fem bedste, han nogensinde har set. Det gjorde os stolte. Men det gjorde os også sultne. Vi vil være det førende betalings-brand i verden,” skriver Rasmus Carlsen på LinkedIn.

“Det er derfor, min nye rolle er 100 procent brandfokuseret: Chief Brand Officer og stifter. For i AI’s tidsalder er brandet, og den måde kunderne og verden opfatter dig på, en af de få ting, dine konkurrenter ganske enkelt ikke kan kopiere. Det er en del af den hemmelige opskrift. Og nu skal jeg bruge al min tid på at tilberede den,” skriver han.

Fra Nikolai Skouv Pedersen lyder det på LinkedIn, at han er stolt af at overtage rollen som CMO, hvor han får ansvar for 35 kolleger.

“Jeg er super taknemmelig over at være en del af et verdensklasse marketingteam, der fortsætter med at skubbe til grænserne for, hvad nogen troede var muligt. Og endda imens vi har det virkelig sjovt på samme tid,” skriver han.