Thor Brammer Jacobsen, Managing Director og Executive Producer hos New Land, bliver Jury President ved Eurobest 2022.
Det er dermed andet år i træk, at Cannes Lions ’lillesøster’ vælger at sætte en dansker i spidsen for Film Craft-juryen.
Sidste år var det Mette Jermiin, Managing Director og Executive producer hos Bacon, der var udpeget til rollen.
Thor Brammer Jacobsen forventer, at han som jury-formand kommer til at se ”film med purpose, men også playfulness.”
Forventer du at se særlige temaer eller tendenser?
”Det er jo en underlig tid, vi lever i, og man fornemmede allerede i år, at mange af vinder-filmene i Film og Film Craft kom med et dybere underliggende budskab. We will become better, Teenage Dream, Penny – the Wish og Super Human er eksempler. Det tror jeg også, vi ser til dette års Eurobest.”
“Venner for livet”
Hvad mener du med playfulness?
”Her tænker jeg på film, som leger med håndværket og sætter nye standarder. Film, der excellerer inden for en eller flere håndværksdiscipliner. Skate Nation Ghana og Burberry’s Open Spaces var gode eksempler i år til Cannes Lions,” siger Thor Brammer Jacobsen og tilføjer:
”Og så må vi ikke glemme humor som en vinderopskrift, hvis det er eksekveret på højeste hylde. Her tænker jeg script, instruktion og klip.”
Hvad ser du personligt frem til at tage med dig fra President-rollen?
”Jeg glæder mig til at møde mine jurykollegaer og hylde de bedste arbejder. Som regel sidder man og bedømmer film, som inspirerer én selv til at gå hjem og gøre det bedre. Indimellem får man venner for livet blandt ens jury-kollegaer. Trine Pillay, som i dag leder vores London-afdeling, sad jeg i jury med og mødte første gang til Dubai Lynx. Det kom der jo en god relation ud af.”
Thor Brammer Jacobsen stiftede produktionsselskabet New Land i 2014 sammen med Erik Torell og de to instruktører Gustav Johansson og Casper Balslev.
I dag har New Land kontorer i London, Stockholm og København.
Thor Brammer Jacobsen sidder i bestyrelsen for Producentforeningen og er, i øvrigt sammen med blandt andre Mette Jermiin, en del af Styregruppen bag den danske filmpris The True Award.