Københavns Lufthavne (CPH) har besluttet sig for at droppe enhver form for julekort i år.
Sidste år besluttede CPH nemlig – som miljøbevidst virksomhed – at gå over til elektroniske julekort, fordi de trykte snailmails kræver en ”regnskov” og belaster miljøet med CO2-udledning.
− Nu viser det sig, at Forbrugerombudsmanden har besluttet at sidestille elektroniske julekort med spam, hvilket har fået os helt at droppe julekortet i år, siger Søren Hedegaard Nielsen, pressechef i CPH.
Der må da være en vej ud af ”katastrofen”?
− Der er der også. Forbrugerombudsmanden er da en venlig mand, og vi må gerne sende et brev – ikke en mail – til den potentielle modtager og spørge, om det er i orden at sende ham/hende et elektronisk julekort. Vi vidste ikke, om vi skulle le eller græde, da vi hørte den udlægning af teksten, tilføjer Søren Hedegaard.
Så er katastrofen da heller ikke større?
− Bortset fra at det er galimatias, har du ret. Men der er en krølle på halen, nemlig at Forbrugerombudsmanden offentliggjorde sin beslutning 26. november. Mon ikke, at de fleste virksomheder på det tidspunkt havde besluttet sig for, hvordan man ville kommunikere ”glædelige jul” til kunderne? Man kunne godt have ønsket sig en lidt længere frist, siger Søren Hedegaard.
Kan man overhovedet tale om, at en landingsplads for jetfly tænker miljøbevidst?
− CPH som virksomhed har faktisk besluttet sig for at reducere CO2-udledningen med 21 pct., hvilke følger Kyoto-aftalens anbefalinger, og vi har besluttet, at vores el-forbrug i 2012 skal være 10 pct. lavere end i 2007. Her taler vi om en reduktion af vort forbrug på 2.500.000 kilowatttimer årligt, slutter Søren Hedegaard Nielsen, pressechef i Københavns Lufthavne.
Danske virksomheder må naturligvis gerne sende kunder og samarbejdspartnere et julekort per mail. Det må bare ikke være en standardmail.