Forleden kunne vi her på markedsforing.dk fortælle, at bil-brandet Ford i samarbejde med mediabureauet Mindshare etablerede sin egen ”nyhedsredaktion” på nettet, og i dag får det nye medie for alvor sin ilddåb.

Det sker i forbindelse med Fords lancering af den nye Ford Mustang i dag – en begivenhed der allerede blev sparket i gang i morges på Nørreport Station hvor man kunne komme tæt på et eksemplar af den legendariske bil i selskab med en ægte levende hest (foto over artiklen).

Heldags-eventen fra Ford er bygget op i forbindelse med Kulturnatten i København, og byder desuden på en lang række andre happenings.

Eventen afsluttes i aften med en kortege gennem København, hvor Mustangen bliver eskorteret rundt i København af fire Harley Davidson motorcykler samt 11 veteran Mustangs, oplyst af en helikopter – og ikke mindst: Live-streamet på Fords eget nyhedsmedie oplev.ford.dk

Kampagne-aktivering – live

– Baggrunden er, lyder det fra Ford, at markedet i dag kræver kort reaktionstid og adaptiv tilgang til markedsføring, hvilket sætter høje krav til annoncører og bureauer.

Og det er netop for at leve op til disse krav, at Ford i samarbejde med Mindshare har etableret sit eget medie, som altså i aften går i live-kampagne-aktiverings-mode med Mustang-eventen.

I et såkaldt war room sidder Ford og Mindshares specialistfunktioner således klar til at kunne reagere real-time på alt, hvad der sker, og udnytte de muligheder der i løbet af dagen vil opstå på sociale medier m.m. til at skabe real-time content og live-streaming

– Vi er selvfølgelig spændte på, hvordan dagen kommer til at forløbe, da mange uforudsete ting kan ske, når man går ”live” med sin markedsføring. Men som markedsfører i dag, skal man kunne reagere lynhurtigt for at blive en del af samtalen, hvilket det er blevet væsentligt sværere at lykkes med gennem traditionel markedsføring. Derfor har vi oprettet oplev.ford.dk, og derfor går vi live i dag, siger Kristine Dam Jensen, der er Marketing & Communication Supervisor hos Ford Danmark.

Læs mere om arrangementet her.