Lars Bo Jeppesen stopper efter 13 måneder som direktør hos Parken Sport & Entertainment, der står bag F. C. København.

Det oplyses i en fondsbørsmeddelelse, hvor det fremgår, at Lars Bo Jeppesen ”har tilkendegivet, at han efter eget ønske vil fratræde sin stilling som direktør i Parken Sport & Entertainment A/S. Mellem bestyrelsen og Lars Bo Jeppesen er aftalt, at Lars Bo Jeppesen fratræder pr. dags dato.”

Lars Bo Jeppesen kom til Parken Sport & Entertainment fra dentsu-koncernen sidste år.

– Jeg har været utroligt glad for min tid i Parken, men det blev aldrig den opgave, jeg havde forestillet mig, og jeg føler, at det er bedst for alle med sæsonen bag os, at jeg søger nye veje. Det har været hårdt for hele organisationen, men vi er heldigvis ved at være ude på den anden side af stormen nu, og jeg føler, at det er tid til at prøve noget andet for mig personligt, siger Lars Bo Jeppesen til FCK’s hjemmeside.

Over for Markedsføring har Lars Bo Jeppesen tidligere fortalt, hvordan man i selskabet har arbejdet med etableringen af forskellige platforme, der skulle styrke indtjeningen.

Den relativt nyvalgte bestyrelsesformand, Allan Linneberg-Agerholm, takker på FCK’s hjemmeside Lars Bo Jeppesen for indsatsen ”gennem et år med mange uforudsete udfordringer, og hvor nedlukninger har gjort det meget vanskeligt at drive vores forretning, herunder den del Lars Bo har haft ansvaret for.”

– Vi har stor respekt for, at det har været en vanskelig opgave, og vi er nu blevet enige om at gå nye veje hver for sig efter et svært år for alle. Vi ønsker Lars Bo alt det bedste i fremtiden, siger Allan Linneberg-Agerholm.