Da de to barndomsvenner Jakob Vedel og Mathias Hillerup Larsen i 2011 slog dørene op for det digitale bureau s360, havde de ingen anelse, hvor de ville stå 15 år senere. At de ville have en omsætning på over 300 millioner kroner. At de ville have over 350 kolleger. Og have ansatte i otte forskellige lande.
Det er ikke desto mindre i dag virkeligheden for s360. Og det er næsten surrealistisk at se tilbage på, skriver adm. direktør Jakob Vedel i en mail til Markedsføring.
“Vi startede som to barndomsvenner fra Vestjylland i et loftslokale i Aarhus for 15 år siden. I dag er vi +350 kolleger på 10 kontorer i otte lande,” skriver han.
“Men ambitionen er faktisk den samme som dengang: at være den dygtigste partner for vores kunder og blive 1 procent bedre hver dag. Skalaen er bare vokset. Økonomisk har vi haft to-cifret vækst hvert år, uden undtagelse, siden vi startede for 15 år siden, og vi har altid haft en god positiv bundlinje med sorte tal.”
Fremgang på alle parametre
For nylig har s360 også sendt sit seneste regnskab for 2025 på gaden. Og det er læsning, der ville gøre de fleste bureauejere tilfredse.
Omsætningen er på ét år steget fra 250 til cirka 300 millioner kroner.
Årsresultatet går fra 15,3 til 18,3 millioner kroner.
Og driftsresultatet vokser fra 22,4 til 27,9 millioner kroner.
“Vi er stolte. En omsætning på 308 mio. kr. og en EBITDA på 50 mio. Op fra hhv. 257 og 35 mio. året før i et marked, hvor mange har det lidt svært, er ikke en selvfølge,” skriver Jakob Vedel.
Han tilføjer:
“Jeg synes egentlig bare, det er en forlængelse af den udvikling, vi altid har haft. Vi har altid sat en meget stor ære i at have en god, sund forretning, da det giver ro til at træffe de rette langsigtede beslutninger til gavn for medarbejdere og kunder,” skriver han.
Og vinden blæser også positivt for de kommende år hos s360, slår han fast.
“Vi ser ind i 10-15 procents vækst på top og bund,” skriver Jakob Vedel.
“Væksten drives især af efterspørgslen efter kombinationen af AI, data, kreativitet og performance. Det er præcis der, vi står stærkt.”
Drømmer om en tredobling
Ifølge Jakob Vedel ser man lige nu, at bureauets AI-produkter er meget efterspurgte.
“Vores AI Deployment Team og kundernes brug af vores egne værktøjer som Quantum vokser markant og skaber flotte resultater for kunderne — fx Jysk, i en case Google selv har fremhævet. Derudover har vores internationale kontorer i dag lige så meget omsætning og indtjening som i Danmark, hvilket er lidt af en milepæl for os,” skriver han.
Hvad er gået dårligst/har været den største udfordring?
“Den største udfordring har været tempoet. AI ændrer vores branche hurtigere, end noget vi har set før.
Vi skal drive en stor forretning på tværs af mange lande samtidig med, at vi bygger s360 2.0 AI native fra bunden. Det svarer lidt til at udskifte motoren på en flyver, mens vi er i luften.”
Grundlæggende er Jakob Vedel glad for, hvor s360 står lige nu. Men loftet er slet ikke nået endnu, skriver han.
Hvis jeg kommer og spørger dig om fem år, hvor står s360 så der?
“Vi har næsten tredoblet vores forretning de sidste fem år, og jeg håber meget, vi kan sige det samme om fem år igen. Der håber jeg, vi har udvidet vores europæiske footprint endnu mere og åbnet det første markeder udenfor Europa,” skriver Jakob Vedel.