Lige nu er Ronaldo ”den ældre”, manden bag flest VM-mål nogensinde, ikke verdens mest populære fodboldnavn i Tyskland.
El Fenómeno har således angiveligt opfordret brasilianerne til at være imod Tyskland og i særdeleshed Miroslav Klose, som kan fravriste Ronaldo mål-rekorden ved dette VM.
Men i Nikes nyeste VM-reklamefilm, ”The Last Game”, er Ronaldo helten over alle helte.
Filmen er ligesom den foregående ”Winner Stays”kreeret af reklamebureauet Wieden+ Kennedy, som er bureauet bag Nikes VM-kommunikation under mantraet ”Risk Everything”.
Men i modsætning til ”Winner Stays”, som havde de rigtige fodboldstjerner som bl.a. Cristiano Ronaldo, Neymar Jr., Wayne Rooney og Zlatan Ibrahimović på rollelisten, så optræder stjernerne her i animerede versioner.
Filmen varer i hele fem et halvt minut og præsenteres da også mere som en ”rigtig” film end som en reklamefilm, idet introen i bedste Hollywood-stil lyder: ”Risk Everything Pictures” presents…
Reklame-kortfilmen fortæller også en ”rigtig” historie: Om videnskabsmanden, der kloner de store fodboldstjerner for at fjerne enhver risiko og styrke effektiviteten på banen.
Resultatet er naturligvis katastrofalt, da alt jo bliver forudsigeligt, så derfor tager ”gamle” Ronaldo affære for at redde det ædle spil.
Ud over det lange fem et halvt minuts spot, som du kan se nedenfor, rummer kampagnen også 30-sekunders trailere og teaser-film med nogle af fodboldstjernerne i solo-roller.
Se The Last Game her.