De danske digitale rådgivere hos Vertic har arbejdet i 10 måneder på en meget stor opgave. Nemlig den digitale strategi bag SAP XM, en helt ny digital medieindkøbsplatform, der vil være i stand til at effektivisere medieindkøb og målrette den kommercielle kommunikation.

Det er både Vertics New Yorker-kontor og teamet i København, der har været i arbejdstøjet. Alt i alt en gigantisk opgave:

– De sidste 10 måneder har opgaven for SAP domineret vores hverdag. Når et af verdens største it- og softwarehuse beder os om assistance med et projekt, der potentielt disrupter et medieindkøbsmarked i størrelsen 580 milliarder dollar, er vi naturligvis overordentligt omhyggelige med arbejdet, siger Sebastian Jespersen, stifter og CEO hos Vertic.

Hvad har I konkret bidraget med?

– Vi har skabt en multi-dimensionel platform, der kæder de unikke kvaliteter i SAPs cloudbaserede databasesystem Hana sammen med selve medieindkøbet. Det løfter rationaliteten bag medieindkøb og kommerciel kommunikation til kunderne op på et niveau, ingen tidligere har magtet – nemlig at kæde marketingsdata sammen med salgsdata.

Hele strategien + den kreative platform

SAP og SAP XM er skabt af SAP-ingeniørerne. Hvad præcist har Vertic bidraget med?

– Vi har deltaget i udviklingen af strategien, den kreative platform, go-to market eksekveringen samt produkt UI/UX for SAP. Forenklet sagt kan du sige, at vi har sikret, at de gode idéer og selve ambitionen også fungerer optimalt, når den nye platform rammer markedet. Og vi har desuden lavet alt fra website til visitkort. Vertic har arbejdet som et integreret team med SAP medarbejderne.

– Vi har allerede fået det skulderklap – ud over at være udvalgt til opgaven – at være det eneste bureau eller partner i det hele taget, der må gå til virksomhederne med SAP XM og implementere det. Sammen med SAPs egne dygtige folk, naturligvis.

Hvilken betydning tror du, selve opgaven får for Vertic? Skal I fx staffe markant op de nærmeste måneder?

– Det bliver nogle utrolig spændende måneder. I første omgang vil vi tage fat i Vertic’s egne kunder, og tale om de forskellige fantastiske muligheder, som SAP XM platformen tilbyder. Det vil uden tvivl betyde, at vi får brug for en række nye kompetencer i Vertic. 

Tør du spå om, hvordan og i hvilket omfang jeres nye platform vil disrupte markedet?

–  Det er svært at spå om, men den feedback, som vi har fået fra markedet, er meget markant og interessen har været massiv. Alt andet lige vil det betyde, at kundernes budgetter kommer til at skifte hænder, og det er min vurdering, at Vertic kommer til at stå stærkt i den forhandling, slutter Sebastian Jespersen. 

Læs mere om SAP XM lanceringen her:

Fakta

· Vertic er stiftet i 2002 af Sebastian Jespersen og Mads Krogh Petersen.

· Vertic har divisioner i København, New York, Seattle og Singapore.

· Vertic kalder sig selv for et strategisk, digitalt bureau.

· En betydelig del af kunderne er Fortune500 virksomheder, bl.a. General Electric, Microsoft, SAP og Siemens.

· Andre er kunder er Life, Assurant, Red Bull og AARP.