Det er ikke kun i Kina, at Google må censurere sider og kontroversielle søgeresultater. Mens debatten raser om Googles censur af søgeresultater i Kina, og om hvorvidt Google overhovedet skal være tilstede i det kinesiske cyberspace, bliver der andre steder i verden censureret indhold helt ubemærket, skriver CNNMoney.com For eksempel er det i Tyskland, Polen og Frankrig ulovligt at publicere nazistisk materiale, lige som det også er ulovligt med sider, der benægter Holocaust.
I Tyrkiet er det en forbrydelse at skrive grimt om grundlæggeren Mustafa Kemal Ataturk eller at gøre grin med tyrkisk levevis, så Googles brugere er forment adgang til videoer, som den tyrkiske regering har dømt ulovlige på google.com.tr. Google, der ifølge CNN kontrollerer omkring to tredjedele af verdens søgeresultater, har ligeledes blokeret adgangen til videoer i Thailand, hvis disse latterliggør Kong Bhumibol Adulyadej.
Altså foregår censur i alle verdensdele og er ikke bare begrænset til det omstridte internet i Kina. Så hvad gør situationen i Kina anderledes end for eksempel den censur, der er i Tyskland? Svaret, ifølge Google selv, er, at Tyskland har en demokratisk valgt regering. Derfor må internettjenesten adlyde landets love. Kina har ikke en demokratisk valgt regering, og her er landets censurlove en statshemmelighed. Det gør det svært for Google at vide, hvilke regler der gælder.
Epn.dk