Er der tale om social ansvarlighed, eller CSR, når danske Grundfos pumper frisk vand op til mennesker i Kenya, som i årevis har været henvist til at gå kilometer efter kilometer for at få adgang til den livsnødvendige væske?
Næppe.
Der er snarere tale om det, der på nudansk kan kaldes en ”win-win-situation”. Menneskene i de berørte områder får (billigere-end-tidligere) adgang til vand, og Grundfos tjener naturligvis penge på pumpen og har samtidig interesser i den forretningsmodel, der skrues sammen for at give de lokale adgang til vandet.
Derfor må det også betegnes som lidt af en fjer i hatten for Grundfos – og måske ligefrem lidt af et kommunikationsmæssigt scoop? – når britiske BBC dedikerer et helt program i serien Horizons til den danske pumpekæmpes afrikanske aktiviteter.
De pumper løs i Kenya
Programmets værter rejser således til Kenya, når seriens sjette afsnit skal skydes for at beskrive, hvordan Grundfos Lifelink-programmet bruger et mobilt betalingssystem for at finansiere installationen af brønde i kenyanske landsbyer.
For at bruge pumpen i brønden skal afrikanerne købe et smartcard, der trækker lidt penge, hver gang pumpen bruges. Formålet er angiveligt at vise, at man ved hjælp af relativ enkel teknologi kan gøre seriøse fremskridt i forsøget på at løse det afrikanske vand-problem, som er udpeget til at blive endnu større fremover.
Dermed bidrager Grundfos til at løse en del af det afrikanske vand-problem, som mange nødhjælpsorganisationer har forsøgt i flere årtier. Pumper og brønde har det ganske enkelt med at bryde sammen, når de ikke bliver repareret, og det bl.a. vedligeholdelse af installationen, som de berørte indbyggere betaler for.
– Når du taler om vand, så har du godt en milliard mennesker, der ikke har adgang til det. Vil du finde en løsning på den udfordring, så skal man på den ene eller anden måde involvere det private erhvervsliv, siger Peter Todberg Hansen, der er adm. dir. i Grundfos Lifelink.
Grundfos-programmet bliver vist på BBC World News den 12. og 13. maj