Få måneder før OL blev skudt i gang i Tokyo i 2021, skrev energi- og telekoncernen Norlys under på en treårig sponsorkontrakt med de danske håndboldherrer.
Det kom de ikke til at fortryde. For siden da har de danske håndboldherrer nærmest vadet i succes. Senest kronet med VM-guld, herrernes fjerde verdensmesterskab i streg.
Og i kontraktperioden har Norlys øget brandkendskabet med 56 procent, siger koncernens CMO, Eva Lundgren, til Markedsføring.
Det kan dog ikke alene forklares med sponsoratet, understreger hun, men fordi Norlys har aktiveret sponsoratet meget bredt under alle slutrunderne, har det spillet en stor rolle.
”Sponsoratet kan for en stor del tilskrives det massive løft på overordnet kendskab, som vi har set de sidste par år,” skriver hun på mail til Markedsføring.
Sponsoreksperten Thomas Badura kalder sponsoratet for et af de største på dansk grund.
Spillere og træner også involveret
Norlys har ifølge Eva Lundgren endnu ikke det det fulde overblik over effekten af dette års sponsorat. Men:
”Der er slet ingen tvivl om, at håndboldherrerne er et stærkt brand. Helt overordnet ved vi fra tidligere, at slutrunderne øger kendskabet til Norlys, og når de sportslige resultater er, som de har været under den her slutrunde, så følger endnu flere danskere jo med,” skriver hun og tilføjer:
”Vi glæder os til at få lavet en samlet evaluering over VM-indsatsen, men nu skal vi lige have fejret sejren først. Det er vigtigt at huske.”
Artiklen fortsætter under billedet.
Aktiveringen af sponsoratet har været omfattende, oplyser Eva Lundgren.
”I forbindelse med VM har vi først og fremmest været tæt på selve kampene og haft en massiv aktivering i den imponerende fanzone. Den trak rigtig mange danske håndboldfans til i Herning og gav os mulighed for at engagere os med kunderne,” skriver hun og uddyber:
”Samtidig har vi kørt en kampagne op ad slutrunden med fokus på fællesskab, som en af vores kerneværdier. Men det handler selvfølgelig om at få aktiveret et så stort sponsorat løbende, så derfor er vi glade for også at have haft mulighed for at få besøg af både spillere og træner Nikolaj Jacobsen ved særlige lejligheder som butiksåbninger og ledersamlinger.”
" Det er et af de største sportssponsorater på dansk grund. Jeg vil vurdere, at det krydser den tocifrede milliongrænse.Thomas Badura, grundlægger, Above Sports
Endelig har Norlys også brugt sponsoratet i forbindelse med løbende hospitality både eksternt og internt samt i content-sammenhæng, og det har ifølge CMO’en været en fornøjelse.
”Vi har været meget begejstrede for at følge håndboldherrernes flotte spil under VM, og vi er meget stolte over at være sponsor for et så historisk hold. Samarbejdet er et perfekt match, fordi vores værdier om et stærkt fællesskab, høje ambitioner og viljestyrke også er det, som danskerne kender håndboldherrerne for,” skriver hun og tilføjer:
”Og så er det jo heller ingen hemmelighed, at jo længere Danmark når i turneringerne, jo mere får vi eksponeret vores brand i en positiv rammesætning.”
Kan potentielt blive dyrere
Med underskrivelsen af sponsoraftalen i 2021, der indtil videre løber til 2026, har Norlys været sponsor for holdet ved rigtig mange succesfulde slutrunder. Først OL-sølv i 2021, EM-bronze i 2022 og VM-guld i 2023 – og videre til OL-guld i 2024, EM-guld i 2024 og senest VM-guld i 2025.
Norlys selv ønsker ikke af afsløre størrelsen på sponsoratet, men Thomas Badura, sponsorekspert og grundlægger af virksomheden Above Sports, siger:
“Det er et af de største sportssponsorater på dansk grund. Jeg vil vurdere, at det krydser den tocifrede milliongrænse.”
Er vi tættest på de 11 millioner kroner eller på de 19 millioner kroner?
“Det er svært at sætte præcise tal på, men jeg vil tro, man ligger et eller andet sted midt imellem de to tal plus/minus,” siger Thomas Badura, der også har roser til overs for den måde, Norlys agerer i sponsoratet.
“Norlys håndterer deres sponsorat virkelig godt. Der er tydelig stolthed omkring partnerskabet, god storytelling, de aktiverer det godt på mange forskellige platforme. Der synes jeg, at Dansk Håndbold og Norlys løfter hinanden godt. De er sammen gået all in. Det er der ikke så mange danske brands, der formår,” siger han.
Bliver det dyrere for Norlys, hvis de vil forlænge med de præstationer, vi har set fra håndboldherrerne i de senere år?
“Det er naturligvis svært at svare på, men Dansk Håndbold og herrehåndboldlandsholdet har i hvert fald skabt et rigtigt godt udgangspunkt for et fortsat partnerskab,” siger Thomas Badura og tilføjer:
“Sportsligt leverer de, de har en stærk platform og gode mediesamarbejder, som har vist sig meget effektive, så det er et sports-marketing produkt i top.”
Eva Lundgren afslører ikke, om Norlys regner med at forlænge sponsoratet yderligere, men skriver:
”Vi har været og er rigtig glade for samarbejdet, og lige nu vil vi bare gerne være med til at hylde de historiske håndboldherrer. Men vi vil selvfølgelig fortsætte den gode partner-dialog med DHF om hvilke muligheder vi ser fremadrettet.”