“Nicotinell er en drømmekunde for os.”

Så klart udtrykker Frederik Kampmann Nielsen, der er chief creative officer på Havas Danmark, sig i en mail til Markedsføring om et af bureauets seneste store wins.

Det drejer sig om rygestop-brandet Nicotinell, som i dag ejes af den indisk-fødte, multinationale medicinalvirksomhed Dr. Reddy’s Consumer Health, og det danske bureau er valgt som kreativ partner på tværs af fem markeder: Danmark, Sverige, Norge, Finland og Holland.

Samarbejdet, der omfatter kreative bureauydelser, strategisk konceptudvikling, copywriting, kampagneudvikling, produktion og aktiveringer, drives fra Havas Danmark i København, oplyser bureauet.

Opgaven er vundet i en pitch, som blev sat i gang i forbindelse med, at Dr. Reddy’s overtog Nicotinell-forretningen i Norden og Holland, hvilket ifølge parterne ”skabte et behov for en stærk og sammenhængende kreativ partner på tværs af markederne”.

”Tør udfordre os konstruktivt”

Hos Dr. Reddy’s er Trine Lausen Knudsen, marketing lead Nordics & Netherlands, meget glad for valget af Havas Danmark.

“Fra starten viste teamet stort engagement og indsat for hurtigt at forstå vores forretning, vores forbrugere og den kategori vi opererer i, hvilket gav os stor tillid til både teamet og den retning, vi sammen kan skabe,” udtaler hun i mailen og tilføjer:

“Havas viste gennem processen, at de kan kombinere stærk strategisk skarphed og forståelse med relevante indsigter, kreativitet og eksekvering af høj kvalitet. De forstår vores forretningsmæssige udfordringer, ser nye muligheder og tør udfordre os konstruktivt. Det er en kombination, vi værdsætter højt.”

Trine Lausen Knudsen understreger, at fagligheden naturligvis var afgørende, men udtaler også, at ”kemi og samarbejde betyder mindst lige så meget, når man vælger en langsigtet partner”. 

”Hos Havas mødte vi et engageret, kompetent og jordnært team med både ambitioner og handlekraft. De arbejder agilt, tager ansvar og investerer sig oprigtigt i vores forretning.”

" Brandet står midt i en spændende udvikling, har høje ambitioner på tværs af markeder og deler vores tro på, at stærk kreativitet skal bygge på indsigt og skabe konkret forretningsmæssig værdi.
Frederik Kampmann Nielsen, chief creative officer på Havas Danmark

”En vigtig bekræftelse”

Thomas Lyngsfeldt, der er CEO på Havas Danmark, glæder sig over samarbejdet af flere grunde.

“Vi er naturligvis både stolte og ydmyge over at få lov til at arbejde med et brand som Nicotinell på tværs af fem markeder. Det er samtidig en vigtig bekræftelse af den retning, vi har sat for Havas Danmark,” udtaler han i mailen og tilføjer:

”At bygge et stærkt bureau i København, som ikke alene skaber vækst for vores kunder i Danmark, men i stigende grad driver nordiske og internationale opgaver ud af Danmark.”

Nicotinell-samarbejdet er, uddyber han, et godt eksempel på den model. 

”Vi samler strategi og kreativ udvikling ét sted og kombinerer det med stærk lokal markedsforståelse på tværs af landene. Samtidig bringer vi vores kompetencer inden for data og media tættere på den kreative proces. Det giver os mulighed for både at skabe en konsistent retning på tværs af markeder og sikre den lokale relevans, der i sidste ende skal skabe effekt.”

”Midt i en spændende udvikling”

Om det med ”drømmekunden”, som CCO, Frederik Kampmann Nielsen, kalder Nicotinell, uddyber han:

“Brandet står midt i en spændende udvikling, har høje ambitioner på tværs af markeder og deler vores tro på, at stærk kreativitet skal bygge på indsigt og skabe konkret forretningsmæssig værdi. Det gør samarbejdet både inspirerende og meningsfuldt.”

Om det at skulle levere på fem markeder, siger han, at ”det kræver både indsigt, kreativitet og et tæt partnerskab, og det er præcis den type udfordringer, vi brænder for.”

“Nicotinell har en klar ambition om at skabe en stærk og konsistent brandoplevelse på tværs af fem markeder, samtidig med at der skal være plads til lokale nuancer,” uddyber Frederik Kampmann Nielsen:

”At udvikle kommunikation, der fungerer på tværs af landegrænser uden at miste lokal relevans, er komplekst, men også et område, hvor vi gennem mange år har opbygget stærke kompetencer i Havas i Danmark.”