I dag, den 9. oktober, udgiver 15 af Danmarks største artister sangen “Alle Kender Nogen” på Spotify og YouTube. 

Men sangen udkommer uden lyd. Først når man støtter Knæk Cancer med et valgfrit beløb, kan man høre den.

Det oplyser TV 2 Creative, der står bag idéen og kampagnen til Markedsføring.

Sangen er skrevet af Thomas Helmig, Soleima og Emil Falk, og den er indsunget af artister som blandt mange andre Annika, Malthe Ebert, Sanne Salomonsen, Guldimund, Peter AG, Alex Vargas, Ella Augusta og Lord Siva.

Men hvis man ikke støtter, hører man blot Mads Mikkelsens milde røst som speak.

Artiklen fortsætter under billedet.

Alle artisterne bag TV 2's Knæk Cancer-støttesag. Foto: PR

Så hvis man møder sangen “Alle Kender Nogen” på Spotify, bliver man mødt af 3 minutter og 30 sekunders knitrende lyd.

På YouTube kan man se artisterne synge, men ikke høre dem. 

For at få det hele med skal man altså støtte Knæk Cancer på kampagnesitet, AlleKenderNogen.dk, der er gået live i dag, fredag den 9. oktober.

Ideen opstod for et par år siden

Hvis nogen synes, at kampagnelinjen ”Alle kender nogen” virker bekendt, så er det ikke helt ved siden af, lyder det fra TV 2.

“Vi udviklede for nogle år siden kampagnelinjen ‘Alle kender nogen’ på baggrund af en enkel indsigt: 1 ud af 3 rammes af kræft, og 2 ud af 3 bliver pårørende. Siden har linjen været det bærende greb i Knæk Cancer-kampagnen. Mange husker sikkert sidste års film, hvor Mikkel Hansen barberede håret af for sagen,” skriver senior marketing manager på TV 2 Creative, Anna Støvring, i et opfølgende mailsvar til Markedsføring.

" Vores håb er, at det først og fremmest føles som en invitation til at være med.
Kristian Vestergaard, art director på TV 2 Creative

Og faktisk opstod ideen til en støttesang allerede for et par år siden, uddyber art director på TV 2 Creative, Kristian Vestergaard:

”Allerede dengang tænkte vi, at linjen: ”Alle kender nogen” lød som en sangtitel,” skriver han og tilføjer:

”Senere begyndte vi at spørge os selv, hvordan man laver en støttesang anno 2026, hvor musik er så let tilgængelig, at mange nærmest tager den for givet. Så opstod idéen om at udgive en sang, man ikke kan høre, før man har støttet. Så det er en idé, der har været flere år undervejs.”

Invitation – ikke pres

Hvordan lykkedes det at få så mange kunstnere med?

Credits

TV 2

  • Redaktør: Peter Toldberg Gamborg

TV 2 Creative

  • Agency Producer: Charlotte Refslund Thomsen
  • Executive Creative Director: Chaga Signe
  • Art Director: Kristian Vestergaard
  • Art Director: Charlotte Boysen
  • Brand Manager: Anna Støvring
  • Projektleder: Mette Skogman
  • Still fotograf: Nikolaj Tanning

Production Company: Bacon

  • Directors: Martin Werner & Gustav Werner
  • Executive Producer: Samuel Cantor
  • Producer: Emilie With
  • Producer: Nana Ama Rothenborg
  • DOP: Louis Jablonski
  • Sangskrivere: Thomas Helmig, Soleima, Emil Falk
  • Producer: Emil Falk
  • Udstyrsansvarlig: Anton Falk
  • Bas: Bastian Sjelberg
  • Trommer: Birk Nevel
  • Klaver: Viggo Bandholm Jensen

”Vi teamede op med producer og sangskriver Emil Falk, som var med på idéen fra første øjeblik. Han inviterede Thomas Helmig og Soleima med ombord, og sammen skrev de sangen. Derefter begyndte vi i fællesskab at kontakte de kunstnere, vi gerne ville have med,” lyder det fra executive creative director på TV 2 Creative, Chaga Signe Bruun Boye, der uddyber:

”Vi er særligt taknemmelige for, at Emil (Falk, red.) har taget så stort et ansvar for denne vigtige sag. Både ved at samle de mange artister, producere nummeret og stå for indspilningen. Og så hjælper det selvfølgelig, at de tre har skrevet en virkelig god sang.”

Men er det ikke på en måde et ’pres’, man lægger på danskerne?

”Det synes vi ikke. Vores håb er, at det først og fremmest føles som en invitation til at være med. Man vælger selv, om man vil støtte, og man bestemmer selv beløbet,” udtaler Kristian Vestergaard i mailen og uddyber:

”Danskernes opbakningen til Knæk Cancer er generelt enorm. Det skyldes, at kræft berører så mange af os: Én ud af tre danskere bliver ramt, og to ud af tre bliver pårørende. I år får man så en ekstra lille ting med, hvis man vælger at støtte: Muligheden for at høre sangen.”

Eller som Mads Mikkelsen siger i kampagnefilmen: “En støttesang fungerer først, når man støtter.”

Knæk Cancer-indsamlingen kulminerer den 24. oktober med TV 2’s store Knæk Cancer-show.

Se musikvideoen med Mads Mikkelsens speak herunder.

De medvirkende artister i videoen er Alex Vargas, Guldimund, Soleima, Lea Romea, Lord Siva, Annika, Mekdes, Ozzy, Mille, Malte Ebert, Peter AG, Ella Augusta, Sanne Salomonsen og MAS.

Filmen er instrueret af Martin Werner og Gustav Werner, og Bacon har produceret.