Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at Den Lille Havfrues rejse til verdensudstillingen i Shanghai har haft økonomisk effekt i Danmark.
Alene i juli måned 2010 var 31 procent flere kinesiske overnatninger i Danmark i forhold til juli 2009. Det er dog ikke det eneste resultat af en af de største og mest succesfulde satsninger nogensinde på at markedsføre Danmark i Kina og globalt.
Desuden har der været 35.157 kinesiske overnatninger i Danmark i de første syv måneder af 2010 – en fremgang på næsten 19 procent i forhold til samme periode i 2009, skriver Nyhedsbrevet Branding Danmark.
Det er dog ikke den eneste vidnesbyrd om, at havfruen nu skaber værdi for Danmark. Danmark er ligeledes blevet attraktiv som arbejds- og uddannelsesland i kinesernes øjne.
Netværket Expat in Denmark, som hjælper udenlandsk arbejdskraft med at falde til i Danmark, har således det senest halve år registeret en stigning i antallet af kinesiske besøg på hjemmesiden med over 1400 procent fra 315 i andet halvår af 2009 til nu 4.634 i samme periode i 2010.
Tendensen er den samme, når man ser på Styrelsen for International Uddannelses’ hjemmeside.
Her er der via hjemmesiden studyindenmark.dk observeret en stigning på 173 procent af besøgstallet fra Kina for andet halvår 2010 end de første seks måneder. I alt 23.175 kinesiske klik blev det til mod tidligere 8.498.
Partner og adm. direktør i 2+1 Idébureau, Rasmus Rune Nielsen, som står bag det danske Expo-koncept, er ikke overrasket over den effekt som flere af vores organisationer i Danmark oplever:
− Strategien var netop at fokusere på langsigtet værdiskabelse for Danmark. Tidligere har man set verdensudstillinger netop som udstillinger, der i deres natur kun kan nå et begrænset publikum. Vi arbejdede i stedet med en kampagnestrategi, hvor vi i en periode på mere end to år løbende var massivt til stede i kinesiske og internationale medier, først med planerne om at sende havfruen af sted og siden med hendes afrejse, ankomst og returrejse til Danmark. Det er effekten af den strategi, vi nu ser de første tegn på, vurderer Rasmus Rune Nielsen.