Det er kun kort tid siden, at nyheden om Heidi Skovhus’ farvel til Wibroe, Duckert & Partners ramte reklame og marketing.
Og nu kan hun løfte sløret for, hvor karrieren går hen efter farvellet til bureauet. Heidi Skovhus bliver en del af topledelsen i Salling Group i en nyoprettet stilling som Chief Customer Officer.
Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
Ifølge selskabet skal hun “lede en ny afdeling, der samlet arbejder med kundefokus gennem gruppebranding, digital markedsføring, market intelligence og loyalitetsprogrammer samt binder aktiviteterne i marketingsafdelingerne i kæderne sammen.”
I pressemeddelelsen lyder det fra Heidi Skovhus, at hun glæder sig til at komme i gang med jobbet.
”Alene i Danmark er der hver uge 7 mio. kunder, som besøger en af Salling Groups butikker, restauranter eller onlineplatforme. De skal naturligvis først og fremmest have en god oplevelse, men ambitionen er også, at de over tid skal bygge en stærkere præference for at være kunder hos netop os. Vi skal via en endnu stærkere kundefokuseret tilgang skabe en tættere forbindelse mellem kunderne og os – både fra et funktionelt, emotionelt og socialt perspektiv,” siger Heidi Skovhus.
Heidi Skovhus tiltræder i jobbet den 1. august 2025.