Jens Bjørn Koustrup Nielsen forlader jobbet som Executive Growth Director i Accenture Song og bliver i stedet kundeansvarlig og direktør i det unge bureau BirdsAtFive.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

BirdsAtFive er stiftet i marts 2020 og har blandt andre den tidligere Baby-, In2media- og Charlie Tango-profil Mads Toft i ejerkredsen. 

Og han siger om baggrunden for den nye ansættelse: 

”Vi er inde i en rigtig god udvikling, men har behov for at få endnu en erfaren og forretningsfokuseret profil med ombord – en der kan være med til at støtte vores kunder i de mange vigtige valg, de hele tiden skal træffe for at accelerere kommercielt og digitalt.”

Han uddyber:

”Samtidig har vi brug for en, der kan og vil være med til at tage et bærende ansvar for at vækste bureauet yderligere og udvikle vores processer og modelapparat. Og her er Jens Bjørn den helt rigtige.”

Erfaring fra mange bureauer

Jens Bjørn Koustrup Nielsen kommer til BirdsAtFive med stor erfaring fra den danske bureau- og marketingbranche. 

Foruden jobbet som Executive Growth Director hos Accenture Song har han tidligere siddet i ledende stillinger hos bl.a. Kunde & Co, Magnetix, Zupa, 1508 og Trackman. 

Hos Kunde & Co var han gennem 10 år, de sidste tre som Managing Partner, inden han blev hentet til Magnetix/Isobar som Business Development Director.

Om skiftet siger Jens Bjørn Koustrup Nielsen i meddelelsen: 

”Jeg har været glad for tiden i Accenture Song. Men jeg er tiltrukket af muligheden for at komme endnu tættere på både kunder og selve bureauudviklingen i en mindre, vækstorienteret virksomhed som BirdsAtFive.”

Han tilføjer:

”BirdsAtFive har med sit garage-koncept, hvor de arbejder tæt sammen med kundernes egne ressourcer, skabt en unik tilgang til B2B. De formår at skabe meget stærke synergier mellem marketing og salg. Den synergi glæder jeg mig til at være med til at udbrede og styrke.”

Foruden CEO Mads Toft består folkene i partnerkredsen i BirdsAtFive af Torben Møhring Madsen, Head of Creative, med en fortid på bl.a. Kunde & Co og AdPeople, Marius Skarpeid CTO, tidligere Wunderman, samt Head of Client Service Nicolaj Christensen, tidligere bl.a. ApoPro og TopToy.

I efteråret købte Partners Gruppen sig ind i bureauet.

Heidi Skovhus, adm. direktør i WDP Group, sagde dengang til Markedsføring, at man købte en ejerandel på 10 procent af BirdsAtFive, og at planen er, at parterne på sigt skal flytte sammen.