– Incroyable, ville pariserne selv formentlig udbryde, hvis Heinekens seneste globale reklamefilm havde været virkelige begivenheder.
Men nu er det jo ”bare reklame”, hvor alt kan ske, og det gør det så – i bedste Heineken-stil.
Men hvor tidligere film som fx The City, The Odyssey og den stort prisvindende The Entrance lod vor helt køre solo i de vildeste scener på krydstogtskibe, i storbyer, på casinoer og på hesteryg, så er hovedpersonen denne gang i Paris, hvor han nærmest kidnapper en gruppe turister.
Nogle vil nok nærmere mene, at han redder dem fra den visse turist-død – men i hvert fald kommer d’herrer og damer ud på en rundtur, de sent vil glemme: kult-karneval i Katakomberne, mimende ”gaderøvere” og naturligvis et cancan-show i Moulin Rouge.
Og ja, der ryger da en Heineken eller to ned undervejs, men den største forskel på denne film og de tidligere er, som Adweek påpeger, at vor helt ikke kun går op i at jagte damer og spænding til sig selv, men faktisk er ude i en nærmest altruistisk mission for at give turistgruppen, han har kapret, en god oplevelse.
Filmen er produceret af MJZ, instrueret af Dante Ariola, og musikken er Feu Chattertons J’aime regarder les filles.
Se filmen The Insider herunder – og se nærmere på Wieden-Kennedys arbejde for Heineken gennem tiden her.