Med de reklamefilm, der drøner rundt på nettet lige nu, er Unruly Media måske en kende tidligt ude med deres Top 20 over årets mest delte reklamefilm.

I hvert fald måtte branchesitet adweek.com, kort efter, at Unrulys liste var i luften, pille lidt ved rækkefølgen, da en vis jule-reklamefilm netop nu farer op ad listen.

Men i toppen er der ikke noget at rafle om: 2013 suverænt mest delte reklamefilm er den Cannes Lions-prisvindende ”Dove Real Beauty Sketches” fra reklamebureauet Ogilvy & Mather i Sao Paolo i Brasilien.

Over 4,2 millioner gange er den delt, siden den gik i luften i april. I tilgift er reklamen med over 127 millioner views på YouTube ifølge Unrulys Viral Video Chart også den mest sete nogensinde.

På andenpladsen finder vi det amerikanske bilforsikringsselskab Geico, som i 2013 har haft ualmindeligt stort held med at få delt sin reklame ”Hump Day”. Filmen gik i luften i maj, men har fastholdt et vedvarende delings-mønster, som ifølge Ian Forrester, der er Insight Diretor hos Unruly, er usædvanligt.

– Normalt genererer en reklamefilm omkring en fjerdedel af sine samlede ”shares” inde for de første tre dage efter offentliggørelsen. Men ”Hump Day” har gjort sig bemærket hver onsdag siden lanceringen. Faktisk er 67 procent af de over 4 millioner delinger foregået på onsdage. Så ved at associere sig med en bestemt ugedag er det lykkedes Geico at skabe en enestående viral succes, siger han.

På Top 20 finder man også ”blockbustere” som  Evians ”Baby & Me”, Budweisers Super Bowl-film ”Brotherhood”, Volvo Trucks ”Epic Split”, H&M’s Beckham-film, Threes ”The Pony” – og en rørende sag fra det thailandske teleselskab TrueMoveH.

Og så er – skriver adweek.com – også Kmarts nyeste julereklame ”Show Your Joe” ved at blande sig i toppen.

Filmen er offentliggjort 16. november – to dage før Unruly lukkede sin liste. I dag er den oppe på over 1,1 million “shares”, hvilket ville sende den ind på en aktuel 13-plads på Top 20 listen.

Og hvis nogen blandt læserne sidder og savner fx denne sommers store vinder ved VM i reklame, Cannes Lions – den australske McCann-vinder ”Dumb Ways To Die” for Melbourne Metro – som i skrivende stund er delt over 2,5 millioner gange, så er forklaringen såmænd – at den er fra 2012.

Se hele Top 20-listen herog Dove-filmen, der topper listen, her.