Det er snart – i morgen – kvindernes internationale kampdag, og i den forbindelse er analysevirksomheden YouGov i luften med en ”Women’s brand ranking” i dansk sammenhæng.
Altså med andre ord en liste over de varemærker/brands, som danske kvinder havde det bedste indtryk af i 2016.
Toppen af listen adskiller sig ikke fra den ”kønsneutrale” af slagsen, som vi omtalte i januar, da klodskæmpen LEGO indtager førstepladsen, mens den norske supermarkedskæde Rema 1000 kommer ind på andenpladsen.
Scoren beregnes ved, at man spørger respondenterne, hvilke varemærker de har et overordnet positivt indtryk af, og hvilket de har et negativt indtryk af. Netscoren beregnes som positive minus negative tilkendegivelser fra 1. februar 2016 til 31. januar 2017.
Den uændrede Top 2 understreger, at LEGO ikke blot er et populært brand hos smånørdede familiefædre og (naturligvis) børn, men ligesom Rema 1000-brandet også formår at appellere til det stærke køn.
Fra tredjepladsen og nedefter sker der imidlertid ting og sager, da Matas, Lurpak og Änglamark skubber Netflix, Audi og IKEA(!) ud af Top 5.
Rengøring og indkøbscentre
Alt i alt må man sige, at fødevare-brands fylder ganske godt op på den danske liste over kvinders favoritbrands, da Anthon Berg tager syvendepladsen foran Løgismose på ottendepladsen.
Sammenligner man med det store udland, så adskiller de danske kvinders favoritbrands sig i særdeleshed ved ikke at have indkøbscentre på toppen af listen (Marks & Spencer og John Lewis), som på den anden side af Nordsøen.
De mest populære kvinde-brands i USA er velkendte husholdnings- og køkkenbrands som Band-Aid (plastre), Dawn (opvaskemiddel) og Cheerios (morgenmad).
Dét er måske (også) værd at fejre herhjemme ved kvindernes internationale kampdag i morgen?