Hvis den ene halvdel af duoen Fyr & Flamme, der lørdag vandt det danske Melodi Grand Prix , forekom bekendt, så er det ikke helt ved siden af.
Vindersangen med titlen ”Øve os på Hinanden” blev således sunget af Jesper Groth – kendt fra KiMs’ seneste reklameunivers.
Her spiller Jesper Groth ”Jørgens” afløser – den krøllede krydderi-assistent og humørcoach, ”Tommy Nielsen”.
Universet havde premiere på en stribe digitale kanaler i foråret 2020.
Og årsagen til Tommys indtræden på KiMs-scenen var naturligvis, at hans kendte forgænger ”Jørgen” efter 22 år gik på pension.
Artiklen fortsætter under billedet.
Og som marketingdirektør, Lars Hørlyck Christensen, dengang sagde til Markedsføring, så valgte man at fastholde fortællingerne fra fabrikken som reklamernes omdrejningspunkt.
Universet med ”Tommy”, der med jævne mellemrum er ved at drive sine kollegaer til vanvid, er som det tidligere Jørgen-univers udviklet af Wibroe, Duckert & Partners.
Ud over KiMs-reklamerne er Jesper Groth også kendt fra bl. a. roller i TV-serierne Klaphat, Stormester og senest Sygeplejeskolen.
Musikkarrieren i Fyr & Flamme – sammen med makkeren Laurits Emanuel – var allerede inden Melodi Grand Prix skudt i gang. Ikke mindst nummeret Menneskeforbruger har været et stort hit.
Se Jesper Groth som Tommy i en af KiMs-reklamerne her.