Online dagligvarehandel er et af de områder, der i øjeblikket fylder en hel del i mange danskeres bevidsthed, og QR-koder er det seneste halvandet års tid utvivlsomt med jævne mellemrum dukket op i enhver marketingprofessionels bevidsthed.
Senest omtalte vi området i disse spalter onsdag, hvor Superbest lancerede et nyt mobilsupermarked i flere københavnske Metrostationer.
Men er de omstridte reklamekoder egentligt noget værd? Onlinesupermarkedet nemlig.com har netop lanceret en app, der kan scanne produktets ”rigtige” stregkode ind på mobilen og lægge det direkte i indkøbskurven.
Og det er ifølge selskabets marketingdirektør, Jan Møller, et tiltag, der er relevant for forbrugeren og ikke blot et markedsføringsstunt.
Det er nemlig altafgørende, at man har forbrugernes hverdag in mente, når man udvikler sin app. At man ikke blot fokuserer på, hvilke teknologier der er oppe i tiden, men på om teknologien reelt er fordelagtig for forbrugeren på farten, lyder det fra nemlig.com.
Convenience, Convenience, Convenience
I stedet for at satse på en teknologi, der er begrænset af OR-koder, har online supermarkedet valgt at tilføje en scanningsfunktion til deres mobile app, som benytter de stregkoder, produkterne naturligt er født med:
– Vi er meget stolte af at være de første i Danmark til at introducere en scanningsfunktion, der gør det muligt for forbrugerne at scanne en vare med deres mobil og derefter lægge varen direkte i deres online indkøbskurv til senere brug. På den måde gør vi op med den traditionelle indkøbsliste. Hvis du gør det til en vane at scanne den sidste mælk i køleskabet, inden du smider kartonen ud, så vil det med det samme blive tilføjet til dit næste indkøb, at du skal have mælk. Teknologisk skal man til udlandet for at finde lignende eksempler, siger Jan Møller.
Det bliver mere og mere udbredt i storbyerne (primært København), at man gør sine indkøb online og får dem bragt direkte til døren. Driveren for denne udvikling er ifølge e-handel ekspert og professor på CBS, Niels Bjørn-Andersen, et spørgsmål om bekvemmelighed i en travl hverdag.
– Convenience, eller bekvemmelighed, er noget af det, der virkelig tæller i fremtiden for fremtidens forbruger. Specielt i storbyen er livet ofte mere stressende. Det kan være svært at nå arbejde, transport af børn, fitness, indkøb mv. fordi meget skal nås på relativt kort tid, og man er ikke selv herre over det hele. Derfor er flere og flere villige til at betale lidt mere for at få varerne bragt hjem, fordi det giver bekvemmelighed, siger han.
Bekvemmelighed er også omdrejningspunktet for nemlig.com, hvor marketingdirektør Jan Møller mener, at konkurrenternes QR-satsninger i flere tilfælde svarer til at gå over åen efter vand.
– Vores scanner er et kvantespring i handlefrihed og convenience. Brug din telefon som indkøbsliste. Scan, bestil og køb via mobilen eller PC og få dine varer bragt lige til døren, siger han.