Den humanistiske forskning i menneskers tætte interaktion med digitale medier fortsætter. Den canadiske medieteoretiker Marshall McLuhan var med til at formulere tanken om et menneske, der radikalt ville være forbundet med omverden i en sådan grad, at vi ville få traumer, hvis vores forbindelse eller opkoblinger blev fjernet.
Som rammeværk giver det i hvert fald mening at bruge McLuhans antagelser i forhold til Mini Brother bølgen, eller Self tracker-bevægelsen. Og der er bestemt positive ting at sige om en sådan bevægelse, ikke fordi de nødvendigvis er nørder eller ”first movers”.
Idrætsudøvere har i over hundrede år anvendt teknologi, om end noget mere low tech, til at registrere præstation og progression. Kulturelt set bør vi nok se sporten som et centralt felt, der har bidraget med et vældigt skub til de digitale medieteknologiers udbredelse og popularitet.
Men i forhold til vores samfund gør disse tracking teknologier det også muligt at ”overtale” mennesker til at ændre en adfærd, som de faktisk ikke selv er i stand til at reflektere over. Denne ”persuasive” teknologi har intet med sport og præstationer at gøre, men mere med det at kunne leve normalt.
Men lad os lige holde fast i McLuhan et øjeblik mere. McLuhan påstår, at medieteknologier er særlige redskaber, der gør det muligt for det enkelte menneske – helt ind på og med kroppen – at gribe omverden. Samtidig med at vi bliver grebet af medierne, mens vi griber omverden. Dette dobbelte greb er interessant, og det er væsentligt bringe ind i spillet om det hyper-bevågne menneske.
Det er stressende
McLuhan påstår, at den gode brug af de kropsnære medier indebærer, at man gør sig blind for det, som den konkrete medieteknologi gør ved os, altså hvordan den griber os, mens vi griber omverden. At bruge disse medier indebærer at gøre sig følelsesløs overfor det ”fremmedlegeme”, som vi intenst netop søger at gøre til en del af vores legeme. For alle, inklusiv McLuhans efterfølgere, var det noget af en abstraktion. Så lad os prøve med et eksempel.
I dag kan man relativt billigt købe et blodtryksapparat, som hjælper mennesker med forhøjet blodtryk at følge med i og overvåge, hvordan cirkulationsprocessen i kroppen har det. Men i flere tilfælde bidrager dette hjælperedskab til at skabe en ængstelsestilstand, som praktiserende læger kan bevidne. Der er simpelthen mennesker, der stresser sig selv med blodtryksapparatet, og som går i panik, hvis redskabets målinger afviger fra standard.
Nu fungerer alle løbe- og self tracking devices ikke helt på samme måde. Men netop fordi vi lader os gribe af disse teknologier, og det på en ret så omfattende måde, så risikerer vi at stresse os selv. Og selvom det sker i sundhedens tegn – eller måske ængstelsen for ikke at kunne leve så langt som muligt, for det er vel de færreste der tænker i nedbringelse af de offentlige sundhedsomkostninger – så bidrager denne form for selvbevågenhed til fremkomsten af en særlig tilstand.
Det er en tilstand, som vi kan kalde ”hyper-bevågen”. Vi er ikke ekstra ”på stikkerne”, vi er ekstra på ”elektroderne” eller ”sensorerne”. Og selvom det ikke skal lyde negativt, så bidrager disse kropsnære self tracker teknologier til et slags teknologisk fix. Er vi først begyndt at måle, kan vi ikke bare stoppe.
For det første fordi vi ”socialt” lader vores målinger cirkulere, og bruger dem til at spejle os selv i andres præstationer og registrerede kropstegn. De bliver så at sige en slags ”digital” kapital. Lidt på samme måde, når mænd på Facebook beretter om størrelsen på den seneste måling! For det andet kan vi ikke lade være på grund af den usikkerhed, som det senmoderne menneske både føler og oplever: Går det nu godt nok med mig! Er pulsen ikke lidt for høj!
Rent forskningsmæssigt mangler der endnu klar dokumentation for, om de nye self tracker teknologier rent faktisk bidrager til livsglæde, og til den del af ”hverdagsunderholdningen”, som holder os oppe som mennesker i en verden, der bestemt kan være nedtrykkende.
Omvendt giver det ingen mening at være teknologisk sortseer. Men er der noget, vi har lært af den menneskelige historie, så er det, at vi har brug for at få at vide, når det faktisk er bedre at slippe det teknologisk forstærkede greb om verden, og om os selv. Ikke mindst fordi det at være menneske er mere, end det vi kan måle. Endnu!