I tirsdags blev vi så præsenteret for det nyeste projekt fra verdens førende opslagsværk – Google. Det fik mig til at tænke på et gammelt ordsprog, som i en opdateret version ville lyde ’Vis mig hvordan du spiller online, og jeg skal sige dig hvem du er’.

Et tema-opslag i Berlingske’s Medier & Marked om reklamer i computerspil domineres af overskriften ’Google vil udnytte online-spil til at afsløre din profil’ – og det uddybes med ’…opsamle informationer om den enkelte computerspillers præferencer og personlighed. De ellers skjulte adfærdsmønstre kan siden sælges til annoncører’.

Nuvel, produktet eksisterer endnu kun på tegnebrædtet i form af en patentansøgning i både Europa og USA, men lur mig, om ikke den godkendes. Måske ikke som skrevet men så lettere revideret. Projektet bekræfter – og/eller udnytter – jo blot, at vi lever i et overvågningssamfund, hvor viden om vores opførsel med tiden skaber en stadig større indtægt for fremsynede markedsførere.

Det overraskende er ikke, at Google igen kommer først med nytænkning. Eller at den sandsynligvis vil kunne føje et ekstra nul eller to til selskabets årlige indtjening. Næh, det overrasker mig, at man tilsyneladende ikke har diskuteret projektet med (DM/CRM-) folk, der lever af at kommunikere på modtagers præmisser.

Så havde man nemlig også inkluderet ’udefra og ind’-vinklen i beskrivelsen – fra marked til virksomheder. Og derved reduceret den Big Brother-fornemmelse, man let kan få med citater som ’…skræddersyede reklamer fuldstændigt efter de enkelte online-spilleres interesser og smag’ (’fuldstændigt’ skal tages med et gran salt – baseres på min adfærd i et computerspil!).

What’s in it for me? Og hvor er Privacy-begrebet? For ’…der er ikke langt fra at kunne kombinere de detaljerede informationer om online-brugerne med navne og adresser’.

Det er efterhånden almindelig kendt, at forbrugeren nu har magten. At virksomheder, der lader forbrugeren styre relationen, får størst succes. Derfor er det nærliggende at tænke Googles projekt et skridt videre og gå planken ud – helt derud, hvor ’én-til-segment’ bliver til ’én-til-én’: Hvorfor reklamere for store stærke biler efter sammenstød i computerspillet, når jeg kun er til den miljøvenlige mellemklasse? Eller for fastfood efter at have spillet i 2+ timer, når jeg hellere lige napper en sandwich fra køleskabet?

Eksemplerne er fra artiklen – kun fantasien sætter grænsen. Men hvorfor ikke udnytte mediets præmisser 100% og tilbyde, at jeg proaktivt selv kan styre annoncørernes budskaber – fx ved at udfylde et profilskema (’Min reklameprofil’) med oplysninger om mine faktiske præferencer og personlighed? En elektronisk interessebank – et ’Ja tak til MINE Reklamer’ – som gør markedsføringen endnu mere målrettet (indefra og ud) og relevant (udefra og ind).

Denne skal selvfølgelig være responsorienteret (brugerstyret), så mediets interaktivitet optimeres. Tests vil vise, hvordan det gøres mest lønsomt – før og/eller efter selve spillet – så jeg kan indlede dialogen med annoncøren uden afbrydelse. Eller undervejs, hvor jeg fx ved samtidig at ’skyde’ annoncørens reklamer x gange vinder et antal bonuspoints, der bagefter indsættes på min reklamekonto. Alternativt et gavekort, der bagefter printes ud med spiller-ID til indløsning i nærmeste butik.

Som en spiller sagde i aftenens nyhedsudsendelse: ’Når jeg spiller, så koncentrerer jeg mig om spillet’. Hvor mange reklamer skal der så til, før fx annoncørens tilbud eller webadresse huskes efter spillet? Og hvilket løfte skal få mig til at respondere?

Det handler om permission i stedet for interruption. Om at gøre budskabet så relevant – og dermed attraktivt – at sandsynligheden for respons maksimeres. Og ikke mindst ROI.

Hvordan kommunikerer du med dine kunder på nettet? Er det dem, der bestemmer hvad de VIL se? Eller bestemmer du, hvad de SKAL se?