For teleselskabet 3 og bookingbureauet United Stage var der fest og farver i både London og København onsdag aften, den 3. juni.
I London på eventstedet Evolution, tæt på Kensington og Notting Hill, og i København på Terminal 13 i Nordhavn.
3 Danmark og bookingbureauet United Stage nappede således guld for Tobias Rahim-filmværket “Tæt på – uanset hvor langt væk” ved Danish Digital Award 2026, og samme aften sølv og bronze ved det europæiske awardshow The Drum Awards.
Og det gik naturligvis ikke upåagtet hen hos hverken 3 eller United Stage, hvor man glædede sig over de fine priser.
I London var 3’s CMO, Jesper Juhl Brogaard, og Emmy Håpnes, marketing manager consumer marketing, på plads på Evolution sammen med Wiebke Averbeck, der er ansvarlig for brand partnerships på United Stage Danmark – det nordiske bookingbureau bag Tobias Rahim – og instruktør Oskar Folmann.
Og det var en fantastisk aften, lyder det fra Jesper Juhl Brogaard, der på LinkedIn skriver:
”Medaljeregn over 3 Danmark i går. Format betyder noget. Det er også derfor, ”Tæt på – uanset hvor langt væk” nu har vundet guld ved Danish Digital Award i Best Use of Video samt sølv i Best Creative og bronze i Best Use of Media ved The Drum Awards i London.”
”En kæmpe cadeau til hele holdet”
Filmværket, som 3 og United Stage fra starten har kaldt filmen, er med parternes egne ord ”Et filmisk værk om det paradoksale i, at teknologi både kan skabe og fjerne afstand.”
Sådan blev nyheden beskrevet, da værket udkom i februar.
Og spørger man Jesper Juhl Brogaard, hvad priserne betyder, så lyder svaret sådan her:
“At vi kan gå ud på den europæiske scene ved The Drum og hente både sølv og bronze i henholdsvis “Best Use of Creative” og “Best Use of Media” i hele EMEA-regionen er næsten helt surrealistisk,” skriver han i en opfølgende kommentar til Markedsføring og tilføjer:
“Vi konkurrerer mod globale brands med langt større budgetter, men vi viser, at kreativitet, mod og stærkt mediearbejde kan gøre forskellen.”
Og selv om han selv var i London, gør også guldet ved Danish Digital Award 2026 indtryk.
”At projektet samtidig belønnes med guld for Best Use of Video ved Danish Digital Award 2026 understreger styrken i det visuelle greb, vi har skabt sammen med Tobias Rahim og United Stage. Det er en kæmpe cadeau til hele holdet – tak til Tobias Rahim, United Stage og alle, der har bidraget.”