Bekymringen for, hvilken fremtid dansk realkredit går i møde under åget af skrappere kapitalkrav til bankerne, begynder nu at få konsekvenser.
Selvom reglerne – kaldet Basel III – tidligst bliver virkelighed i 2015 og 2018, er obligationsinvestorer allerede nu begyndt at se sig om efter alternativer til dansk realkredit.
Og der regnes heftigt på, hvilken pris den ekstra risiko, som dansk realkredit udgør, skal koste. For boligejere betyder uroen dårligere kurser og dermed højere renter på boliglån.
Det er reglen om, at realkreditobligationer fra 2015 maksimalt må fylde 40 pct. i bankernes likviditetsregnskab, der volder størst bekymring her og nu.
Hos den uafhængige kapitalforvalter Investering og Tryghed er ræsonnementet ganske enkelt, at hvis bankerne ikke må aftage obligationerne i samme store stil, som de gør nu, så vil efterspørgslen blive mindre og priserne mindre attraktive, forklarer obligationschef Kristian B. Hansen.