Kims lancerer en ny kampagne, der skal fortælle historien om brandets populære juleprodukt: De franske kartofler, som reelt er danske.
Bag idé og eksekvering står det kreative bureau Wibroe, Duckert & Partners i samarbejde med mediebureauet OMD, og et af elementerne i kampagnen er en plakatkasse – en specialbygget outdoor placeret ved Københavns Hovedbanegård – der for få dage siden er blevet fyldt op med jord og kartoffelplanter.
Planen er, skriver bureauet i en mail til Markedsføring, at kartoflerne i den levende reklamesøjle skal vokse sig store og fine for øjnene af alle de mennesker, der hver dag kommer forbi et af landets største trafik-knudepunkter.
”Initiativet er en del af en større brandingkampagne, som skal sætte fokus på KiMs’ høje kvalitet,” udtaler head of consumer marketing, Ann Sophie Berg, Orkla Danmark, i en pressemeddelelse fra Kims om initiativet.
Hun tilføjer:
”Der er stor forskel på kartofler, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvor de kommer fra, og hvordan de dyrkes, når man laver franske kartofler. Vi synes, at det er en historie, som er vigtig at fortælle, og derfor har vi også besluttet os for at gå lidt utraditionelt til værks.”
”En KiMs tone of voice”
Kreativ direktør på Wibroe, Duckert & Partners, Lasse Hinke, var selv med ude på markerne ved den mangeårige leverandør til Kims, Sanderumgaard Gods, da der i sidste uge blev gravet kampagne-kartofler op af jorden – et par uger inden den rigtige høst starter.
I et mail-interview fortæller han, hvordan idéen om at proppe levende kartofler ned i en outdoor på Københavns Hovedbanegård opstod.
" Vi har lært en hel del om kartofler i processen, hvor langt rodnet de har, hvordan de klarer sig under transport og ikke mindst, at KiMs’ kartoffelavlere går op i deres arbejde med liv og sjæl.Lasse Hinke, kreativ direktør på Wibroe, Duckert & Partners
”Vi vil rigtig gerne gøre opmærksom på, at KiMs Franske kartofler er lavet af danske kartofler, dyrket på bl.a. Fyn. Det er jo ikke alle, der ved det. Og det er i bund og grund en klassisk ”fra jord til bord”-kvalitets historie. Men lavet med en KiMs tone of voice. Det skal altid være lidt sjovt,” skriver han.
Trænger kampagne-budskabet bedre igennem til forbrugerne end et foto af nogle kartofler – og hvis ja, hvorfor?
”Vi tror på, at folk sætter pris på, når nogen har gjort sig umage. Vi kunne godt have lavet et billede af de kartofler og hængt op, men vi vil hellere gøre det til noget særligt, der er værd at stoppe op og kigge på. Det handler igen om kvalitet. Det smitter af på opfattelsen, når mærker gør noget ekstra for deres publikum.”
Har I overvejet risikoen for, at nogle fjolser kunne hitte på at ødelægge outdooren – bare fordi?
”Nej, egentlig ikke. Det må vi jo kigge på, hvis det bliver tilfældet. Og selvom vi og KiMs jo anser kartoflerne for at være noget nær det pureste guld, og selvom inflationen har været strid, så tror jeg ikke, at nogen gider hugge dem.”
100 fodboldbaner
- Omkring 70 hektar, svarende til cirka 100 fodboldbaner, af markerne ved Sanderumgaard er dedikeret til at dyrke kartofler til chips
- Hvert år leverer Henrik Terp i omegnen af 3.500 ton kartofler til Kims’ fabrikker i Søndersø nord for Odense
- Det munder ud i omkring 10 millioner poser chips.
Kilde: Kims/Orkla
Hvad har I – set med bureaubriller – oplevet som det sværeste i processen?
”Vi har lært en hel del om kartofler i processen, hvor langt rodnet de har, hvordan de klarer sig under transport og ikke mindst, at KiMs’ kartoffelavlere går op i deres arbejde med liv og sjæl. Og så er det bare en udfordring at få noget til at overleve i en plakatkasse. Det er nok derfor, de oftest bruges til plakater.”
“Der er chips på vej“
På Sanderumgaard Gods oplyser kartoffelavler Henrik Terp i meddelelsen, at man gør meget ud af, at chips fra deres kartofler ”rent faktisk har en smag”.
”Man kan dyrke kartofler i mange lande, men i Danmark har vi en jord og et klima, der virkelig arter sig godt til chipskartofler. Samtidig har vi på Sanderumgaard eksperimenteret med en lang række forskellige kartoffelsorter og har løbende tilegnet os en knowhow, der sikrer, at vores kartofler er af den højeste kvalitet til netop kartoffelchips,” udtaler han.
Og danskerne kan godt glæde sig til, at årets høst bliver til knitrende poser med franske kartofler, selv om Henrik Terp i begyndelsen af sæsonen var en smule bekymret over mængden af nedbør.
”Vi kom lidt senere i gang med at lægge kartoflerne på grund af den fugtige jord. Det kunne være starten på en skidt høst, men som året har udviklet sig, ser det hele fint ud. Vi har fået nogle superflotte kartofler af en høj kvalitet, så julen er ikke i fare, og der er chips på vej,” udtaler han i meddelelsen.
Kampagnen rummer flere andre elementer, der også taler ind i kartoffelavl og dansk kvalitet – en af filmene i kampagnen kan du se herunder: