Der er gang i butikken hos Shout Cph. Bureauet, der arbejder i krydsfeltet mellem strategi, koncept og events, har på bare et år fordoblet både omsætningen og staben af medarbejdere.
Tidligere i år leverede bureauet det bedste resultat siden etableringen for 12 år siden, og nu kan Shout Cph så glæde sig over, at man efter en bureaurunde har vundet sin hidtil største kunde, it-giganten Atea.
Selvom det ved første øjekast kan virke utraditionelt at vælge et brandaktiverings-bureau som lead-bureau, giver det ifølge Mikkel Drucker, der er CMO hos Atea, rigtig god mening:
– Shout præsenterede os for et oplæg, der både viste stor kreativitet, strategisk dybde og forståelse for vores forretning. Det var tydeligt, at de tænkte realiserbarhed og praktik ind i deres løsninger, og det er vigtigt, når forretningen er så kompleks som vores, siger han og tilføjer:
– Oplægget fra Shout Cph fik det konceptuelle og operationelle niveau til at gå op i en højere enhed med en tankegang, der passer ind i markedet.
Ny marketingstrategi
Selvom Shout altså er ny på posten som lead-bureau, er det dog ikke første gang, parterne samarbejder.
– Vi har i længere tid arbejdet med Atea på projektniveau, men nu får vi mulighed for komme mere i dybden og folde deres ambitiøse strategi ud både internt og eksternt, siger Magnus Holde-Bygvraa, founding partner hos Shout.
Og det bliver netop udrulningen af en ny marketingstrategi, der bliver omdrejningspunktet for samarbejdets første faser. Strategien skal manifestere Ateas position ”Vi bygger Danmark med it.”
Atea har med en ny marketingafdeling, Digital Market, sat rammerne for en ny digital tilgang til markedet, hvor kundernes digitale touch points skal være grundlag for ”en enestående digital forretning”, lyder det fra parterne.
– Vi vil møde kunderne, hvor de er, og i højere grad lægge vægt på, at vi faciliterer viden, fordi vi kender markedet, kunderne og partnerne og ved, hvordan mulighederne stemmer overens med behovene, siger Mikkel Drucker.