Jan Duckert, en af den danske reklameverdens vel største og mest markante skikkelser siden starten af 70’erne, Jan Duckert, er død.
Det skriver Kreativitet & Kommunikation på LinkedIn.
Jan Duckert blev uddannet cand.merc. fra CBS i 1972, og turen ind i reklameverdenen begyndte april 1973, da han efter endt militærtjeneste begyndte som trainee hos Ted Bates under koncernchef Mogens Holtens ledelse.
Det var her, Jan Duckert lærte det grundlæggende reklamehåndværk – og her han mødte Peter Wibroe, som den 1. oktober 1973 etablerede reklamebureauet Partners.
I 1974 flyttede Jan Duckert ligeledes fra Ted Bates til Partners – og Wibroe, Duckert & Partners opstod.
I 1975 vandt bureauet Tuborg som kunde. Tuborg og WDP har hørt sammen lige siden, og kan formentlig i dag kaldes landets ældste eksisterende bureau-annoncør-relation.
“Uhørt forretningsmæssig tæft”
Jan Duckert var også en del af Dansk Markedsførings The M List.
Herfra lød skudsmålet i 2016:
– Jans meritter i den danske marketing- og bureaubranche taler for sig selv. Med indsatserne fra WDP og PeopleGroup-selskaberne har Jan om nogen vist, hvordan man – samtidig med at stå bag nogle af de sidste 30 års mest anerkendte og opsigtsvækkende kommunikations- og marketingkoncepter – kan drive en særdeles sund forretning.
– Det er med respekt, anerkendelse og resultater samt en uhørt forretningsmæssig tæft og kompetence, at Jan Duckert er en selvskreven The M List-profil.
Hædret med ærespris
På Kreativitet & Kommunikations LinkedIn-profil skriver Tine Aurvig-Huggenberger blandt andet følgende:
Kort om Jan Duckert
- Navn: Jan Duckert
- Født: 4. december 1947
- Uddannelse: Cand.merc.
- Især kendt for sin rolle i Wibroe, Duckert & Partners (WDP) og PeopleGroup. PeopleGroup blev adskilt fra WDP i april 2017.
– Jan var en af de mest toneangivende profiler herhjemme og har betydet utroligt meget for branchen. Han har generøst engageret sig, og hans betydning for udviklingen kan ikke overvurderes.
I 2017 blev Jan Duckert hædret med Kreativitet & Kommunikations ærespris.
– Jan har altid støttet op om branchen. Altid har han været der for Kreativitet & Kommunikation. Altid har man kunnet søge et råd hos ham. Hele 17 år, mine damer og herrer, er det blevet til i brancheforeningens bestyrelse. I mange år som næstformand, lød det blandt andet i takketalen.
“Et privilegium af de helt store”
På LinkedIn skiver Martin Ågerup, fra tænketanken CEPOS om Jan Duckerts bortgang blandt andet følgende:
– Jan har betydet meget for CEPOS og for mig personligt. Som jeg husker det har Jan kun meldt afbud til ét bestyrelsesmøde igennem 16 år. Jan var altid velforberedt og havde tænkt over tingene. Når Jan tog ordet, var hans betragtninger altid knivskarpe.
– Hans dømmekraft var fænomenal. Han så ting, andre ikke kunne se og formåede med få sætninger at sætte andre ind sine tanker, så man hurtigt fik indsigt og blev overbevist. Jan talte ikke mere end nødvendigt og holdt krudtet tørt til når det virkelig gjaldt.
– Det har været et privilegium af de helt store at arbejde sammen med Jan igennem så mange år. Han var et dejligt menneske: behagelig, morsom, lun, venlig og intelligent. Jeg har lært utrolig meget af Jan og står i stor gæld til ham. Tak for alt, Jan. Æret være dit minde.
Jan Duckert blev 73 år.