Jysk er gået i luften med en ny global kampagne, der med et glimt i øjet sætter fokus på hverdagsøjeblikke, som de fleste kan genkende.

Det skriver Jysk en mail til Markedsføring.

Kampagnen tager fat i tre hverdagsscenarier: Børnene, der ’overtager’ pladsen i forældrenes seng, fest og farver foran TV’et under en sportskamp – og en robotstøvsuger, der ikke helt kan hitte ud af det, når der er møbleret om.

“Vi har sat os for at skabe en mere følelsesladet og relaterbar tone ved at bruge et strejf af humor til at fange opmærksomhed og vække interesse,” lyder det i mailen fra Lene Marie Ditlev, senior brand & content manager hos Jysk.

Hun har selv været en del af teamet bag kampagnevideoernes storyboards, og hun lægger vægt på både genkendelighed og løsninger.

Scene fra en af de nye Jysk-film.

”Det handler om at afspejle de små, men genkendelige situationer, vi alle oplever i vores hverdag, og tilbyde løsninger med Jysk-produkter,” skriver hun.

Har også produktbudskaber

Kampagnen er skruet sammen som tre separate fortællinger, der hver for sig iscenesætter et hverdagsscenarie. 

Hver fortælling foldes ud i indholdspakker, der rummer både film, billeder og tekst, og som er tilpasset til både TV og digitale platforme.

Men Jysk er også en forretning, så den nye kampagne handler ikke kun om følelser og humor – der er også et klart produktbudskab, fastslår Lene Marie Ditlev.

“Vi fremhæver produktcertificeringer som Oeko-Tex og udvidede garantier på op til 25 år på madrasser for at understrege vores fokus på kvalitet, design og gode tilbud,” udtaler hun i mailen og tilføjer:

”Det handler om at give kunderne tillid til Jysk ved at vise, at vores produkter selvfølgelig er sikre at bruge og også bygget til at holde til hverdagsbrug.”

M2 har bidraget til udvikling af kampagnen og har også været produktionsbureau på filmene, som du kan se herunder.

Kampagnen, som kører i alle Jysks 29 markeder hen over sommeren 2025, bliver vist både på TV og sociale medier som Facebook, Instagram og YouTube.

Af konkurrencemæssige hensyn ønsker Jysk ikke at oplyse budgettet på kampagnen.