Lotte Hansen, der er CEO hos Hansen & Ersbøll Agenda, har i en kommentar i Berlingske langet kraftigt ud efter den danske reklame- og marketing-branche. 

– Efter at have arbejdet med grøn og bæredygtig omstilling de sidste 20 år, er det klart for mig, at for at give menneskeheden og ikke mindst de nye generationer en jord, der er værd at overtage, må min egen branche, kommunikations- og marketingbranchen, sadle om, skriver hun og fortsætter:

– Vores branche står med nøglen til, om vi vil forføre den vestlige verden ind i overforbrug og manglende rettidig omlægning af vores liv, krav og vaner, eller om vi vil deltage i en tarvelig opportunistisk pynteproces af alt, der har en bæredygtig puls.

Det er ikke første gang, at Lotte Hansen taler med store bogstaver.

" Som branche handler det om at tage et valg. Altså gøre dét vi hjælper mange andre brancher med.
Lotte Hansen, CEO, Hansen & Ersbøll Agenda

I november-udgaven af Markedsføring efterlyste hun også, at den danske reklame- og marketingbranche tager mere ansvar for bæredygtig omstilling.

– Som branche handler det om at tage et valg. Altså gøre dét vi hjælper mange andre brancher med. Men det er som om, at når det handler om vores egen branche, så mangler der en etisk stillingtagen, sagde Lotte Hansen. 

Hun påpegede, at marketing i dag understøtter forretningsmodeller, der hører fortiden til.

– Når vi kan hjælpe virksomheder med at tjene penge på en bedre måde, så er det mærkeligt, at vi bruger de metoder, der går ud på at sælge mest muligt. Vi skal understøtte nogle nye forretningsmodeller. Lige nu understøtter vi en model, der er skabt i industrisamfundet 1.0, sagde Lotte Hansen.

I Berlingske understreger hun, at hun mener, at kommunikations- og marketingsbranchen er i gang med igen at ”skabe århundredets store hykleriske massebedrag:” 

– Det handler om at give os alle en bæredygtig grøn samvittighed. Konsekvensen er, at vi bliver medansvarlige for den vestlige verdens forkvaklede overforbrug og forkerte livsmønstre. Jeg må bare sige, at det eventyr vil jeg ikke være en del af, for det er meget uhyggeligt, skriver hun og spørger:

– Hvorfor er vi den eneste branche, der stadig er til salg og hvis flotteste adelsmærke er vores personlige dømmekraft?